Årets billede: Brian Mikkelsen i røg og damp
Hvordan en tragisk brand i et af Danmarks mest elskede huse med en unik historie om dansk kapitalisme gennem 400 år kan blive til et triumftog, er svært at forstå. Men foreløbig er Børsen-branden lige netop det for den administrerende direktør for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, den tidligere konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Hvis der er et billede, som vil blive husket i 2024, så er det billedet af Brian Mikkelsen, som er med til at bære P.S. Krøyers berømte maleri »Fra Københavns Børs« (1895) bort fra den brændte bygning. Vi vil naturligvis også huske de rædsomme billeder af det brændende dragespir på en smuk aprildag.




