I gamle dage i DDR var der orden i tingene. Det kan man blandt andet læse sig til i Tove Fleischers bog »Kærlighed i kommunismens tid – et dansk liv i DDR«. Skulle man i DDR bruge en bil, så blev man skrevet op på venteliste, hvor man så stod opført, indtil den ønskede Trabant eller Wartburg blev leveret – det kunne tage op til ti år.

Prisen på bilen var ikke fastsat af markedet, men af en statsansat embedsmand, og bilproducenterne tog sig ikke af de mange købere på ventelisten og speedede produktionen op for at stille kunderne tilfredse. Til gengæld handlede DDR-borgerne på ventelisterne livligt indbyrdes med pladserne på listerne.

Konceptet om udbud og efterspørgsel, hvor udbydere i fri konkurrence med andre udbydere sætter noget til salg og lader markedet afgøre prisen, var ukendt. Eller havde i hvert fald et dårligt ry, fordi noget sådant hørte til i den kapitalistiske verden.

I DDR er de sidenhen som bekendt kommet til fornuft, og markedsmekanismen sørger nu for skarpe priser på både boliger, biler, rugbrød og sko, og hvad man ellers har brug for.

Ventelisteøkonomien hersker fortsat

Anderledes er det gået for sig med andelsboliger herhjemme. Her har ventelisteøkonomien fortsat hersket længe efter DDR-mønsterstatens fald. Det har ofte været afgørende at kende nogen, som kender nogen, der måske havde en lejlighed til salg, ligesom køberne kunne blive nødsaget til at betale penge under bordet.

I andelsboligbevægelsen var det i mange år ikke velset at tjene penge på sin bolig, ligesom mange gjorde på ejerboligmarkedet. Fy skamme, hvis man drømte om at score kassen på sin andelslejlighed i brokvartererne for at købe drømmehuset i forstæderne, og drømmen blev da også mange steder holdt i ave af foreningsbestyrelser med det rette sindelag.

Fy skamme, hvis man drømte om at score kassen på sin andelslejlighed i brokvartererne for at købe drømmehuset i forstæderne.

Hvor ejerboligpriser er blevet et økonomisk nøgletal, en indikator for udviklingen i Danmarks økonomi – og ethvert barn ved jo, at det er bedst, hvis boligpriserne stiger – har forståelsen været, at det er skidt, hvis andelsboligerne blev for dyre. Om de er blevet for dyre, kan denne klummeskriver ikke afgøre, men faktum er, at de er blevet dyrere. Berlingske kunne for nylig rapportere, at den gennemsnitlige salgspris pr. kvadratmeter er steget fra 8.457 kr. i 2011 til 15.876 i marts i år.

Ejendomsmægler på

Og nu sker der noget. Ventelisteøkonomien er ved at bryde sammen. Mange sælgere af andelsboliger kan ikke længere nøjes med at rekvirere listen fra foreningens bestyrelse og nappe det øverste (heldige) navn. Nej, sælgeren må ligesom sælgere af ejerboliger besvære sig med at kontakte en – dyr, synes andelsbevægelsen – ejendomsmægler og bede ham bistå med salget. Jamen har man hørt mage!

Set udefra ligner andelsboligmarkedet et morads af uigennemskuelige og muligvis opskruede valuarvurderinger, risikable swaplån, underlige begreber som andelskrone, boligafgift og teknisk handelspris, som kun de indviede forstår.

Prisdannelse på det fri marked med involvering af mægler er måske ikke så tosset endda. Det er i hvert fald et velafprøvet princip.

Birgitte Erhardtsen er journalist på Berlingske Business