Store og små virksomheder i dansk erhvervsliv er hårdt ramt af coronakrisen, og mange beklager sig og råber på mere og smartere hjælpepakker. Lige fra DK Company, som klager over, at medarbejderne ikke må arbejde på deltid, mens de hæver statspenge, og til iværksættere, som brokker sig over, at det kniber med hjælp fra staten, hvis firmaet kørte med underskud sidste år.
Men så er der dem, der ikke engang har tid til at undersøge hjælpepakkerne, men lynhurtigt finder på noget nyt. Frem for at brokke os skulle vi så ikke allesammen hylde de kreative hoveder og lære af de ægte erhvervsfolk – dem, hvis blod bruser af virkelyst, og som bruger krisen til at finde på nyt eller ligefrem genskabe deres virksomhed.