Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Udbyttestop er en symbolsk dummebøde

Diskussion er ikke sort-hvid, men Peter Hummelgaard har gjort den sort-hvid. Tænk, i weekendens store udvidelse og forlængelse af nødpakkerne var den vigtigste nyhed for Hummelgaard – bortset fra det, som ragede hans eget ressortområde – indgrebet mod udbytte.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen botaniserede i Enhedslistens og SFs baghave, da han foreslog udbytteindgrebet mod de virksomheder, der modtaget krisestøtte for mere end 60 mio. kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Sært eller nedslående. Det må være reaktionen på, at forbuddet mod at betale udbytter i virksomheder, som får del i nødpakkerne, bliver fejret som en triumf rundt omkring.

Der var imidlertid aldrig tvivl om, at forslaget ville blive gennemført. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen havde besynderligt nok botaniseret i SFs og Enhedslistens baghave og foreslog 4. april det udbytteindgreb, som gik igennem i weekenden. Argumentet er rimelighed og princippet om noget for noget, hvilket ved første øjekast lyder meget forstandigt.

Derfor kan det virke sært at tage en debat om indgrebet mod udbytter. Indgrebet er designet sådan, at virksomheder, som søger om at få kompensation for faste omkostninger »på tro og love skal erklære, at virksomhederne ikke vil udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021«. Reglen gælder virksomheder, der modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation.

Thomas Bernt Henriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Bernt Henriksen SH Søren.

Og ja, det ville være urimeligt, hvis virksomhederne benytter en national nødsituation til eksempelvis at berige topchefen eller – som Enhedslistens Pelle Dragsted advarer om – dræne virksomhederne for egenkapital. Ingen kan forsvare det uforsvarlige.

Erhvervslivet må alligevel se mod Christiansborg og undre sig. Fortællingen om coranakrisen var i starten fortællingen om at stå sammen for at komme bedst muligt gennem krisen, hvilket jo selvsagt også må gælde for de mennesker, som ejer virksomhederne. Udbytte er ejernes løn.

Det er et brud på ånden i krisefortællingen, at Folketinget vælger at regulere i en slags forventning om, at virksomhederne sikkert vil misbruge samfundets tillid. I øvrigt er det sådan, at udbytte i Danmark beskattes med først selskabsskatten og herefter en udbytteskat på 27 pct. eller 42 pct., så marginalskatten på udbytte svarer til marginalskatten på arbejde. Staten bliver ikke snydt.

Og hvad er realiteten egentlig, når det gælder udbetaling af udbytte? Vi ved noget, og vi ved nok til at slå fast, at udbytteindgrebet er gennemført i blinde. Der findes så vidt vides slet ikke nogen statistik, der kan belyse, om de mindre virksomheder – målgruppen for nødpakkerne – overhovedet betaler udbytte af nogen særlig størrelse i krisetider.

Et indgreb er helt unødvendigt, hvis virksomhederne ikke betaler særlig meget udbytte. Så svarer det til, at Folketinget indfører et forbud mod at slå græs om vinteren eller male i regnvejr.

Vi har nogle tal for de store børsnoterede virksomheder. Blandt de store virksomheder, som analytikerne i Sydbank løbende følger, er der klare tegn. Under finanskrisen betalte de største virksomheder ca. 0,5 pct. af BNP i udbytte, mens udbyttebetalingen i de senere år har ligger på ca. 3,3 pct. af BNP. De store virksomheder skærer altså markant ned på udbytterne i krisetider.

Virksomhederne lader sig heller ikke bare dræne for kapital. Eksempelvis skal bankerne af sig selv nok sørge for, at virksomhederne har sikkerhed nok til at dække erhvervskreditten, ikke mindst i krisetider.

Ja, og så er der selvfølgelig al teknikken. Om udbytteindgrebet giver nogen finansiel mening, om det dækker koncerner, og hele den raffinerede pointe om, at virksomheder i nogle tilfælde bare kan betale løn i stedet for udbytte til hovedaktionæren.

Diskussion er ikke sort-hvid. Peter Hummelgaard gør den sort-hvid. Tænk, i weekendens store udvidelse og forlængelse af nødpakkerne var den vigtigste nyhed for beskæftigelsesministeren – bortset fra det, som ragede hans eget ressortområde – indgrebet mod udbytte.

Det fortæller, hvad indgrebet er. Det er en symbolsk og ideologisk dummebøde til erhvervslivet.