Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Trump forstår hævnlysten – gør Danmark?

Vil vi i Danmark kunne komme ud for – som USA oplevede det i 2016, da Donald Trump vandt præsidentvalget – at vælgerbasen får nok af den politiske elite, som de finder mere optaget af verden og sig selv end af den almindelige dansker?

»I de forgangne år er vi nok mange, som har tænkt: Hvordan kunne det komme så vidt? Hvordan kunne USA gå fra at være leder af den frie verden til at trække sig fra Paris-aftalen, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FNs menneskerettighedsråd? Svarene er selvfølgelig mange og nuancerede,« skriver Stina Vrang Elias. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff Swensen/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix

7. november 2016 fulgte jeg i New York en afsluttende debat blandt amerikanske journalister. Der var dækket til valgfest for Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. Og kun én debattør købte sig en kattelem, når han gang på gang gentog: »I’m not saying it’s gonna happen. But if it happens…«

I de forgangne år er vi nok mange, som har tænkt; Hvordan kunne det komme så vidt? Hvordan kunne USA gå fra at være leder af den frie verden til at trække sig fra Paris-aftalen, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FNs menneskerettighedsråd?

Svarene er selvfølgelig mange og nuancerede. Men en del af forklaringen skal findes i, at Donald Trumps vælgerbase havde fået nok af en politisk elite, som de oplevede var optaget af verden (og sig selv), men havde glemt arbejderen i Michigan.

Kan det så ske i Danmark? Måske. Vi har også grupper, som føler sig glemt, overset og udstødt. Dem giver Peder Frederik Jensen stemme i bogen »Det Danmark du kender«.

Handlingen udspiller i en af Danmarks smukkeste, men også fattigste egne; Lolland. Opvokset på Møn genkender jeg beskrivelsen af et samfund, som globaliseringen har været hård ved. Med tabte job, ressourcesvage tilflyttere og en lang tradition for at vende uddannelsessystemet ryggen står landsdelen med en enorm opgave.

Arrogance skaber krigere

Der er helt sikkert mange fra smålandsøerne, som er enige med forfatteren, når han lader arbejdersønnen og borgmesteren Morten belære en akademisk ungdomspolitiker på en bar i København:

»Du skulle tage at bede din samfundsfagslærer give dig noget for skolepengene (…) Du skulle tage at spørge hende om, hvad der sker, når man pisser en hel landsdel op og ned ad nakken gennem flere generationer. Du skulle tage at se det fra andres perspektiv end dit eget.«

I bogen følger vi fire skæbner: Avisbuddet Niels, langturschaufføren Frank, iværksætteren og elskerinden Sigrid og borgmesteren Morten. Der er både håb og afmagt i deres fortællinger.

Håbet – og desperationen – finder vi hos avisbuddet Niels. Hans mor prostituerer sig i stuen, mens hendes drenge opfostres på toastbrød, sodavand og friture. Men Niels har en plan. Han skal væk. Være soldat i Jægerkorpset efter gymnasiet. Men han er også rasende, vil ikke være offer – og drømmer om hævn:

»Han forestiller sig at (…) pistolen vil sidde i skulderhylsteret under jakken. Han vil tage den frem til den ugentlige morgensamling. Han vil gå ned ad gangen mod aulaen, trække våbenet og skyde pianisten, musiklæreren, dernæst rektor.«

Niels er måske stærk nok til at bryde den sociale arv, men han er også vred. Niels’ brødre er hverken stærke eller vrede. Man fornemmer, at de vil skrive sig ind i egnens fortælling om reproduktionen af fattigdom og fornedrelse. Det sted i Danmark, hvor færrest unge tager en ungdomsuddannelse, er Region Sjælland. Og nej, det kan ikke forklares alene ved, at der er langt til uddannelse – for det sted, hvor flest tager en ungdomsuddannelse, er Midt- og Vestjylland.

Hvorfor er det sådan? En del af forklaringen skal måske findes i, at der har været nok ufaglært arbejde at få. På værftet, sukkerfabrikken og i landbruget. Det meste af det er væk. Og hvor du før kunne få et godt liv uden uddannelse, er det sjældent en mulighed i dag.

Samtidig er der i dag flere mænd fra ressourcesvage hjem, som ikke har en uddannelse, end for 15 år siden. De er den eneste gruppe, som ikke uddanner sig mere.

Vi er ikke immune

Man skal naturligvis passe på med sammenligninger, men Trumps kernevælgere er præcis hvide mænd uden uddannelse. Vi er langt bedre rustet, men vi er ikke immune.

Vi risikerer et skævvredet og destabiliseret samfund, hvis vi ikke formår at komme Niels og hans brødre bedre i møde. Vi skal både investere i målrettede indsatser for de svageste, som statsministeren lagde op til i sin nytårstale, og sikre, at alle danske børn rustes til et liv, som blandt andet kræver mere og bedre uddannelse.

Samtidig skal vi hjælpe de små samfund til at finde nye veje i en verden, som de facto er globaliseret, digital og klimaudfordret. Vi kommer aldrig tilbage til en tid, hvor værftsfløjten lyder klokken 15. Vi bliver nødt til at gå fremad – og i den bevægelse skal vi have mange flere med. Det er komplekst og svært. Men det er muligt.