Tidligere undervisningsminister: Kunstig intelligens kan gøre danskerne mindre syge og meget dummere

Generativ intelligens eller ai kan gøre vores liv lettere. Men vi skal vide at bruge det med omhu. Læs her om to områder, hvor der lige nu bliver truffet de forkerte beslutninger.

I sundhedssektoren er potentialet ved at bruge kunstig intelligens enormt, mens det forholder sig omvendt i undervisningssektoren. Her er der stor vilje til adaption, men høj risiko for, at ai vil gøre mere skade end gavn, skriver Merete Riisager i denne kommentar. Niels Ahlmann Olesen

Min nabo arbejder med kunstig intelligens. Det er der ikke noget særligt ved, det er der mange, der gør. Kunstig intelligens er det seneste plusord fra teknologiens producerende haller, hvor nye gadgets og digitale muligheder spyttes ud over menneskeheden i en lind strøm. Men hvor vil udviklingen tage os hen? Svaret er, at det ved vi ikke, men højst sandsynligt i meget forskellige retninger.

Det særlige ved min nabo og hans kolleger er, at de har fundet en metode, hvor kunstig intelligens eller ai kan forudse risici og derved reducere antallet af faldulykker på plejehjem. Ved at gøre dette kan det værktøj, de har opfundet, forøge beboernes livsvilkår og forventede levetid. De fremlægger evidens, der påviser det.