Sådan bruger de bedste ledere ai: Få tre tip du kan kopiere i dag

Mens generativ ai som ChatGPT har potentiale til at effektivisere mange af de rutineopgaver, vi står over for dagligt, ligger dets største værdi måske i evnen til at hjælpe os med at skabe noget ekstraordinært. Det kræver, at vi ser ai som en sparringspartner i stedet for blot et værktøj, og det kræver tid, engagement og villighed til at udforske og eksperimentere. Til gengæld er det lærerigt og kan give dig sublime resultater, der både inspirerer og imponerer.

»Man lærer ikke mest om ai ved at skrive en godnatsang til sine børn med Co-pilot eller få MidJourney til at lave et billede af en guitar lavet af burger-pizza, selvom det kan se flot ud. Det er, når vi integrerer ai i vores daglige arbejde og beslutningstagning, hvor der er noget på spil, at vi bedst lærer dets potentiale at kende,« skriver Christian Ørsted.  Genereret i MidJourney af Christian Ørsted

»Det ligner noget, der er lavet med ai.« 

Når vi ser et dårligt billede eller middelmådig tekst får mange af os mistanke om, at vores kollegaer har sprunget over, hvor gærdet er lavest. 

I mit arbejde som ledelsesrådgiver har jeg også mistænkt en hel del af de middelmådige og kedelige PowerPoints, jeg overværer, for at komme fra en algoritme i stedet for at være resultatet af et brændende ønske om at skabe noget fantastisk eller værdifuldt for kunder, kollegaer, borgere, patienter eller vores samfund. 

Men sandheden er, at intelligent brug af ai kan hjælpe os med at skabe noget, der er fantastisk og mere værdifuldt, end det vi kan alene.

For dem, der gør det, er det ofte en usynlig fordel, for de taler ikke højt om den hjælp, de får af ai. I erhvervslivet og i store offentlige organisationer er det ofte et tabu, hvor meget det egentlig bruges. 

Uklare interne politikker, tvivl om datasikkerhed og risikoen for at blive opfattet som doven, uoriginal eller sjusket gør det svært for ledere at få at indsigt i, hvor meget generativ ai kan bruges til. Det gør, at de bliver fastholdt i myten om den store gevinst ved generativ ai ved effektivisering og automatisering af processer. 

Det kan man også, og der kan både spares tid og ressourcer, især på alle de områder, hvor der ikke er brug for noget sublimt, men hvor godt er godt nok. God dataanalyse, gode svar på forespørgsler fra kunder, gode diagnoser, gode mødereferater og gode høflige skrivelser.

Men selvom godt er godt, er det måske ikke nok. Vi må stille os selv spørgsmålet, om det er flere middelmådige tekster, præsentationer og høflige skrivelser, verden har brug for, eller om vi vil kaste os ud i at ville noget bedre. 

Når jeg underviser på universitetet i bæredygtig ledelse og psykologisk tryghed, taler vi ikke om, hvorvidt der bruges ai, men hvordan det bruges, og hvordan man forholder sig til det. 

Hvad det gør ved vores relationer, vores måde at tænke mere kreativt og kritisk. Det er en del af virkeligheden og derfor en del af læringen, som alle forholder sig til. En virkelighed, man først kan forstå, når man har oplevet den på nærmeste hold. Så her er tre tip, der kan løfte de flestes niveau.

Tip 1: Integrer ai i så mange aspekter af dit arbejde som muligt og vær selv det menneskelige led i processen

Den største guru inden for praktisk brug af ai lige nu er nok Wharton-professor i innovation Ethan Mollick. Hans seneste bog »Co-intelligence« er nødvendig læsning for alle, der interesserer sig for ai. 

Hans vigtigste læring? Bring ai til bordet i enhver sammenhæng, hvor det er juridisk og etisk forsvarligt. Kun ved at bruge det praktisk kan man lære, hvad det er godt og dårligt til. 

Man lærer ikke mest om ai ved at skrive en godnatsang til sine børn med Co-pilot eller få MidJourney til at lave et billede af en guitar lavet af burgerpizza, selvom det kan se flot ud. Det er, når vi integrerer ai i vores daglige arbejde og beslutningstagning, hvor der er noget på spil, at vi bedst lærer dets potentiale at kende. 

Samtidig er menneskelige overblik og beslutningstagning afgørende, når ai er involveret. Ai kan analysere data og foreslå løsninger, men det er os, der skal udfordre det til at skabe bedre svar og i sidste ende træffe de endelige beslutninger og sikre, at de er etiske og i overensstemmelse med vores værdier.

Tip 2: Behandl ai som en sparringspartner og ikke som en informationskilde

Ai skal bruges som en interaktiv sparringspartner snarere end blot en informationskilde. I dialogen med ai kan vi udforske nye ideer og finde kreative løsninger, som vi måske ikke havde overvejet på egen hånd. 

Ved at engagere ai som sparringspartner kan vi opnå dybere indsigt og højere kvalitet i vores arbejde, men det kræver, at vi ikke bruger ai som Google og blot taster et spørgsmål, vi ønsker svar på. 

Fortæl den i stedet, hvem du er, og hvem den er. Begynd med at fortælle ai, hvilken rolle den skal antage, for eksempel, instruér ai i at »optræde som en erfaren managementkonsulent«, når den skal skrive om ledelsesrådgivning, eller »en ekspert i at skrive reklametekster ud fra David Ogilvys principper og online marketing«, hvis du skal have sparring på kunderettet kommunikation om nye produkter. 

Vær kreativ med personlighederne. Fortæl den eksplicit, hvad den skal vide for at løse opgaven, og at den skal bede om mere information, hvis det kan hjælpe den.

Og måske vigtigst af alt: Godtag aldrig de to-tre første svar, den giver. Gå i dialog med den og stil yderligere spørgsmål, giv mere kontekst, bed den forholde sig til sit svar og analysere fordele og ulemper ved det. 

Start eventuelt med at fodre den med tekst og dokumenter og skift så til at have dialog med den med stemmefunktionen, så dialogen bliver mundtlig. Sidder du for eksempel alene i din bil, er ChatGPTs app en genial samtalepartner, og du kan afslutte med at bede om en opsummering af jeres samtale, som så ligger klar som tekst til dig på din computer.

Tip 3: Forstå kunstig intelligens' nuværende begrænsninger og stræb efter konstant forbedring

Ethan Mollick skriver: »Antag at dette er den dårligste ai, du nogensinde vil bruge.« Ai-teknologien udvikler sig hurtigt, og det er vigtigt at se den nuværende teknologi som den mindst avancerede version, vi nogensinde vil bruge, og det ændrer sig hele tiden. 

Prøv selv forskellen mellem OpenAIs gamle ChatGPT 3.5 og den nyeste udgave 4o for tydeligt at se forskellen og undgå at spilde tiden på at lære ud fra tidligere begrænsninger.

Selvom kunstig intelligens er fantastisk til at håndtere rutineopgaver hurtigt og præcist, ligger det virkelige potentiale i evnen til at skabe noget ekstraordinært. 

Som kunstig intelligens bliver en integreret del af vores arbejdsliv, står vi over for en enestående mulighed for at løfte kvaliteten af vores arbejde i stedet for at lave mere af det, vi kan i forvejen. 

Verden står ikke og savner flere middelmådige tekster og indhold, der er skabt uden intention og kvalitetssans.

For at få det fulde udbytte må vi se ud over effektivisering og fokusere på kreativitet og innovation og bruge generativ ai som sparringspartner til reelle opgaver og beslutninger, hvor der er noget på spil. 

Det kommer til at koste mere tid, end vi sparer, men belønningen er markant højere. Som marketingguruen Seth Godinsiger må vi se ud over middelmådighed: »Lige nu er ai virkelig god til at give dig middelmådige input, så du som menneske kan hæve standarden og gøre dem til virkelig gode ideer.«

Christian Ørsted er cand.merc., ledelsesrådgiver og forfatter. Medlem af Institute of AIs ekspertpanel.