Der er ikke blevet sparet på kritikken af Sundhedsstyrelsen under coronakrisen. En hel del er berettiget. Men man må også bare erkende, at planlægningen og eksekveringen af store projekter – som krisehåndteringen var – er svær for en offentlig myndighed.

Det skyldes ikke nødvendigvis uduelighed, men problemets omfang og kompleksitet. Man skærer igennem for at forhindre smittespredning på plejehjem, men får samtidig skabt umenneskelige forhold for beboerne, som mister kontakt til deres nærmeste. Der opstår mangel på værnemidler og testkapacitet.

Vi har fået endnu et lærestykke i, hvorfor central planlægning ikke fungerer. Men problemet er langt større og dybere end de praktiske problemer med en uvant opgave, som en offentlig styrelse pludselig fik i hænderne.

I 1920 var det en udbredt opfattelse, at fremtiden tilhørte socialismen. Den russiske revolution og erfaringerne med at planlægge navnlig den tyske krigsindsats var medvirkende årsager. Selv liberale og borgerlige accepterede, at det nok gik den vej. Argumentet om, at planlægning er mere rationelt og videnskabeligt end markedets spontane processer, virkede meget overbevisende.

Midt i denne debat kastede den østrigske økonom Ludwig von Mises en håndgranat. En planøkonomi er ikke bare praktisk besværlig, men selv på papiret en umulighed, påstod han i en økonomfaglig artikel. Forudsætningen for, at en virksomhed kan planlægge, er, at den kan kalkulere, om dens planer har udsigt til gevinst.

Kalkulation kræver imidlertid, at der eksisterer markeder, som danner priser at kalkulere med. Mises’ artikel – der altså runder 100 år i år – igangsatte den såkaldte »kalkulationsdebat« om, hvorvidt socialisme overhovedet er mulig som et rationelt økonomisk system, der er i stand til at hamle op med kapitalismen. To år efter fulgte Mises op med værket »Socialisme: En økonomisk og sociologisk analyse«, som over en bred kam gik i kødet på det socialistiske projekt.

Socialistiske økonomer fik omsider i 1930erne formuleret et svar til Mises. Det mest overbevisende kom fra polsk-amerikanske Oscar Lange. Han mente, at kalkulationsproblemet kunne løses ved, at de socialistiske planmyndigheder simulerer, hvordan en kapitalistisk økonomi ville fungere og anvender priserne derfra.

Særlig offensivt var svaret selvsagt ikke. Planøkonomi gik fra at være et rationelt og videnskabeligt overlegent system til at være noget, der i bedste fald kan efterligne en markedsøkonomi.

Langes svar var kun skitsemæssigt. Håndteringen af komplekse produktionsprocesser, innovation og uligevægte, for ikke at tale om incitamentsproblemerne i en planøkonomi, kom der ikke noget svar på. Sigende nok har Langes simulering end ikke været forsøgt ført ud i livet i socialistiske økonomier.

Til gengæld har der ikke været nogen undtagelse fra Mises’ forudsigelse om, at planøkonomi må ende i dybe problemer – eller må reddes af markedsøkonomiske reformer som de kinesiske. Menneskeheden kunne have sparet sig de tragedier, der er fulgt i »den virkeliggjorte socialismes« kølvand de sidste 100 år, hvis flere havde læst og forstået hans analyse. Men også forsøg på planlægning på en mindre skala end hele økonomien er behæftet med massive udfordringer, sådan som Sundhedsstyrelsen formentlig kan tale med om.

Heldigvis kan både Mises’ artikel og bog læses med stort udbytte endnu i dag.. Alle vil få udbytte af teksterne, som bærer deres alder godt – også når det drejer sig om at forstå business helt grundlæggende.