Spis, rejs og vær glad – verden venter på dig

Mens vi kæmper med nye smitteudbrud, er det vigtigt, at vi fokuserer på at holde økonomien i gang og ikke mindst grænserne åbne. Vi er nødt til at fortsætte normaliseringen af verden, selv med coronavirussen i omløb. Det er ikke farligere at rejse ud end at være hjemme, hvis man følger de sædvanlige forholdsregler, og det er et fantastisk tidspunkt at genopdage Europa på. Uden de sædvanlige turisthorder.

Peterspladsen i Rom søndag 6. september kl 11. Normalt ville her være sort af mennesker, men i år er der (alt for meget) plads. Ulrik Bie

Jeg har lige været i Italien. Første gang de hev noget, der lignede en boltpistol frem, og stak den i panden på mig, hoppede jeg lidt baglæns. Men temperaturmåling i panden er en standardprocedure i den italienske coronaindsats. I lufthavnen, på togstationer og ved færger. Hver eneste gang jeg satte mig på en bar eller restaurant under tag eller halvtag.

Man bærer mundbind indendørs. Alt serveringspersonale – inde og ude – bærer mundbind. Åbningstider er begrænsede. I offentlig transport er det ikke kun med mundbind, også hvert andet sæde er spærret. Der uddeles værnemidler i fjerntogene. Stole og borde på restauranter rengøres mellem hvert besøg.