»Har du fået ny kjole? Den er virkelig pæn.« Sådan sagde en af mine mandlige medarbejdere for et par måneder siden – efterfulgt af et forskrækket: »Gud nej, må jeg egentlig sige det?« Hvorpå jeg svarede, at jeg mente, at det var o.k., når det nu var ham, som havde mindre magt end mig, som gav en kompliment.

Men i de forgangne år har jeg haft samtaler med folk, som mente, at det er helt slut med at kommentere hinandens udseende; mænd til kvinder, kvinder til mænd og kvinder til kvinder. Jeg har været i udmattende diskussioner om, hvad man gør ved, at nogle mænd ikke vil tage kvindelige praktikanter, fordi de pludselig oplever det mere risikabelt at arbejde sammen med kvinder. Eller hvordan man sikrer den nødvendige fortrolighed mellem vejleder og ph.d.-studerende, hvis man kun vil vejlede sine kvindelige ph.d.-studerende for åben dør.

Og jeg har måttet erkende, at adfærd, som jeg synes er o.k., som for eksempel et kompliment på en arbejdsplads, ikke nødvendigvis er o.k. for den yngre generation. Måske fordi jeg har vænnet mig til for meget – og måske fordi man, når man står i en brydningstid, trækker grænserne helt tydeligt op.

Under alle omstændigheder har alle os midaldrende i magtpositioner brug for at lære at se os selv lidt udefra. Hvis man gerne vil blive klogere på, hvor grimt det ser ud, når både mænd og kvinder glemmer det, så kan jeg varmt anbefale The Morning Show på Apple TV med Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i de to hovedroller, som kvindelige tv-værter på et fiktivt morgenshow.

Fra at føle sig som offer ...

Jennifer Aniston og Reese Witherspoon spiller henholdsvis Alex Levy og Bradley Jackson. Når der er to kvindelige værter, skyldes det, at Alex Levys co-host gennem 15 år Mitch Kessler bliver fyret for »sexual misconduct« i åbningsscenen.

Det står ret hurtigt klart, at nok er Mitch Kessler – spillet af Steve Carell – ikke er nogen Harvey Weinstein, men han har haft både langvarige affærer og one-night stands med et bredt udsnit af de kvindelige ansatte. Og han har været i en kultur, hvor der blev set igennem fingre med det, fordi han har været en populær vært. Men den tid, hvor man kan og skal finde sig i det, er forbi, og han bliver fyret på gråt papir.

Når »The Morning Show« har noget at byde på, skyldes det i høj grad Mitch Kesslers karakter. Hans udviklingsrejse er interessant. I udgangspunktet fatter han ikke, hvad problemet er: »It was consensual«, som han rasende råber, mens han smadrer sit tv med en golfkølle. Men over tid indser han, at han er blevet et menneske, som han faktisk ikke rigtig kan identificere sig selv med – og i hvert fald slet ikke kan lide.

Han er oprigtigt angrende og går fra at opfatte sig selv som et offer for en tidsånd til at tage sine gerninger på sig. Men hvilket liv er der for sådan én som Mitch Kessler? Som Reese Witherspoon udtrykker det: »We don’t make enough room in this moment for contrition. To be able to say sorry. To mean it. And to move on.«

Vi skal blive bedre til at se os selv og vores privilegier udefra

Serien sætter også fokus på, hvor svært det er at sætte generelle regler op, når der er mennesker involveret. For den lidt kiksede mandlige vejrvært har en yngre, klogere og rigere personal assistant, som er meget vild med ham.

Hun er klart den offensive i forholdet – men er faktisk ikke interesseret i et »rigtigt« forhold, hvor man går på date og spiser en middag. Og det ender helt galt, da en kollega »melder« dem til HR. De bliver kaldt til samtale, hvor hun ender med at løbe skrigende ud ad døren, mens de råber efter hende: »Er du i et forhold, som du har svært ved at komme ud af.«

Med det mener jeg, at vi kan lave nok så mange regler – men mennesker er mennesker. De går på arbejde. De forelsker sig. Eller forelsker sig ikke, men er sammen alligevel. Det er rodet, når der er mennesker involveret – og det skal vi kunne håndtere som ledelser. Men vi kan ikke håndtere det alene ved at definere et sæt regler – vi må have et kontinuerligt blik på og samtale om kultur i vores virksomheder og organisationer.

Og her tror jeg, at fremtidens ledelse vil fordre, at vi alle – mænd som kvinder – bliver meget bedre til at se os selv og vores privilegier udefra. Det var en øjenåbner for mig, da én af mine nære samarbejdspartnere, som er cirka ti år yngre end mig, sagde: »Stina, du lægger ikke mærke til, hvordan andre omgås dig. Du lader, som om du og jeg er samme sted, men det er vi ikke.«

Helt banalt tror jeg, at vi kan komme til at omgås vores magt lemfældigt – ikke være tilstrækkelig omhyggelige med den. Det handler om alt fra »walk the talk« til at huske, hvor meget medarbejdere lægger i, hvad man siger, og hvordan man siger det.

Jeg kan stadig huske, hvordan en chef engang sagde: »Er du gået på deltid«, da jeg mødte en halv time senere på min fødselsdag. Han mente intet med det – jeg arbejdede rockermeget, og han syntes helt sikkert, at han var sjov. Men jeg kan stadig huske det. Det kan han helt sikkert ikke.

På mange måder sætter »The Morning Show« lys på præcis dét, at man ikke er sig magten bevidst. Og så rejser den det spørgsmål, som vi på et tidspunkt skal finde svar på: kan man »komme videre«, hvis man er blevet »dømt« af systemet som magtmisbruger eller krænker på sin arbejdsplads?

Det er Mitch Kessler netop et billede på. Han har forstået problemet, og han angrer oprigtigt. Og måske ville han faktisk med tiden kunne være med til at ændre kulturen, fordi han er smerteligt bevidst om, at man kan ende med at blive et menneske, som man faktisk ikke kan lide.

Stina Vrang Elias, administrerende direktør i tænketanken DEA