Skamløst at bede danskerne betale en Ukraine-skat – Sofie Carsten Nielsen har svigtet

Der er ingen seriøse grunde til at hæve skatten, hvis det koster nogle midlertidige milliarder at huse de ukrainske flygtninge i et år eller to. Det udløser ingen permanente offentlige udgifter, som ifølge finanspolitikkens jernlov skal finansieres for at sikre holdbare offentlige finanser på kort og lang sigt.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr (th.), drømmer om at hæve skatten og om at blive finansminister. Vi ved nu, at Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale også er åben for at hæve skatten trods det næststørste statsoverskud i ti år. Er hun mon også klar til at gøre Pia Olsen Dyhr til finansminister? Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Man forstår, hvis landets måske kommende finansminister er glad i disse dage. SFs leder Pia Olsen Dyhr (SF) har netop blikket stift rettet mod at blive finansminister i en kommende regering mellem Socialdemokratiet, De Radikale og SF – og så skal man sige tak for alle små gaver, som kan hjælpe med at underbygge den slags på papiret forbløffende politiske ambitioner.

Pæne borgerlige vælgere bør få kuldegysninger, når SFs leder, som faktisk stod i spidsen for et lillebitte økonomisk ministerium fra 2011-2013 som handels- og investeringsminister, nu igen blæser til kamp for en forsvarsskat, krigsskat eller kriseskat for at finansiere den danske regning for krigen i Ukraine.