Skal den sidste dinosaur hænges i sit slips?

Tider skifter og moden ligeså. I årtier har skiftet for kontormænd været mellem enkelt- og dobbeltradet. Mellem brede og smalle slips. Mellem materialer. Men nu er slipset helt væk. Angiveligt endeligt udryddet af pandemien og vores hang til bekvemmelighed. Det skal helst være så nemt. Eller også skal det ikke. Måske ligger der også et signal i at tage sig sammen.

Er slipset virkelig totalt umoderne? Måske ved indgangen til den postpandemiske verden. Men ikke nødvendigvis på længere sigt. Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, holder på formerne – og slipset. GAB photography

Jeg er vokset op i hjem med slips. Først min far og siden min stedfar. Hver eneste arbejdsdag i hele min barndom og ungdom har mine fædre haft slips på, når de skulle ud ad døren. Jeg har arvet et par stykker. De er ikke lige topmoderne i forhold til bredden, men jeg bruger dem nogle gange, når jakken kan holdes lukket. Det er en hyggelig forbindelse til dem, der gik forud.

Mit første rigtige job var i Nationalbanken. Det var der, jeg allerede efter få dage fandt ud af, at jakkesæt ikke har godt af en tur på cyklen. Regn, rusk og en cykelsaddel gør grimme ting ved uldstof og pasform. Det var med slips de fleste dage.