Da SAS-topchef Anko van der Werff og bestyrelsesformand Carsten Dilling trådte frem på et pressemøde tirsdag morgen i Stockholm, annoncerede de ikke blot, at SAS søger om amerikansk konkursbeskyttelse, en såkaldt chapter 11. De annoncerede samtidig et fuldtonet opgør med de magtfulde medarbejdergrupper og med de byrder, som har martret SAS i årtier.
Den helt særlige amerikanske chapter 11-model giver helt unikke muligheder for at gøre op med de forpligtelser, som SAS har. Bestemmelsen har primært fokus på at skabe et stærkt og levedygtigt selskab fremover og i langt mindre grad fokus på at leve op til historiske aftaler med medarbejdere, leverandører og andre kreditorer.