Sådan får sygeplejersken og sosu-assistenten mere i løn – uden at du og jeg skal betale to gange

I stedet for regeringens bestikkelse af udvalgte vælgergrupper i det offentlige, kunne den – som Martin Luther King – have lanceret en drøm. En drøm om en offentlig sektor, som fungerer, og hvor man faktisk belønner dygtige mennesker, effektive arbejdsprocesser, fuldtidsarbejde og lavt sygefravær.

Var det valgkampens pinligste øjeblik, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag ved sit pressemøde ville have os alle til at tro på, at et løfte om at strø 2.000 kroner ekstra i lønposen til 235.000 offentligt ansatte intet har med valgkampen at gøre, spørger Thomas Bernt Henriksen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Måske det var valgkampens pinligste øjeblik, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag ved sit pressemøde ville have os alle til at tro på, at et løfte om at strø 2.000 kroner ekstra i lønposen til 235.000 offentligt ansatte intet har med valgkampen at gøre. »Vi siger det altså ikke kun, fordi der er valg.«

Svaret på den slags sludder og vrøvl er, at statsministeren så ikke havde behøvet at annoncere sit løfte om bedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor før valgudskrivelsen og ikke havde behøvet fremlægge sine konkrete model og sine syv principper seks dage før valghandlingen.