Hvordan kan vi udleve vores ambitioner på en sundere og mere succesfuld måde? Nicolai Chen Nielsen og jeg spurgte nogle hundrede personer umiddelbart før pandemien, da vi skrev en bog sammen. Svarene var ikke opmuntrende. Stress var udbredt. Seks ud af ti, der erklærede sig som ambitiøse, erkendte, at de kæmpede med at balancere i livet.
Omstændighederne er ikke blevet lettere. Det giver lederne i de forskellige virksomheder, som jeg hjælper rundt om på kloden, udtryk for. Udmattelse er udbredt. Pandemien har jokket godt og grundigt rundt i vores velfriserede tilværelser.
Mange skulle først knokle for at beholde deres job. Siden har de fleste skulle følge med et bulder af en højkonjunktur. Arbejdsbetingelserne har ændret sig radikalt imens. Ukraine-krigen har på ny kastet meget op i luften.
Løsningsfiksering
Stress og udbrændthed er ikke noget nyt problem. Det er et problem, der er blevet større på trods af mange gode råd og et utal af virksomhedsinitiativer. Fænomenet løsningsfiksering hjælper med at forklare det paradoks. Opmærksomheden er på løsninger, mens der er mindre nysgerrighed omkring problemernes nuancer. Løsningerne på stressproblemer består som oftest i at skrue ned, mens vi mennesker er mere komplekse end en termostat.
Store ambitioner og det at skrue ned har svært ved at gå i spænd. Jeg kender det selv på første hånd efter en tid som managementkonsulent og ledende roller i flere startups. Mennesker, som formår at være succesfulde over tid og leve livet, tænker som regel anderledes. Nicolais og min undersøgelse viser, at de løbende er opmærksomme på deres præstation, læring og velvære. Disse tre elementer forstærker hinanden.
En del forskning konkluderer, at toppræstation og kontinuerlig læring er uadskillelige, og andre studier viser, at velvære tilsvarende hænger tæt sammen med henholdsvis læring og præstation.
Går du på kompromis med bare en af de tre, så kan du forvente at gå ned på de to andre før eller siden. For eksempel kan du arbejde enormt hårdt, præstere dit ypperste og opleve en høj grad af velvære, men læsset vælter med al sandsynlighed, hvis du negligerer din læring. Meget tyder faktisk på, at manglende læring er en mindst lige så væsentlig faktor i udbrændthed som mængden af arbejde.
Daglige overvejelser
En af de mest indflydelsesrige psykologer i de seneste 50 år er den nyligt afdøde Mihaly Csikszentmihalyi. Han konstaterede, at det er meget populært at klage over stress, men »mere ofte end ikke er det en undskyldning for ikke at tage kontrol over vores liv«.
Hvis du er gået helt ned med stress, så er det for sent, men når det endnu ikke er så galt, har du muligheder.
En metode, der er effektiv for mange, består i at gøre det, som du alligevel skal gøre, anderledes. Det er så let at blive overvældet i vores moderne verden med alle de forpligtelser og forventninger, der er. Det kan se ud, som om du skal skøjte hurtigt over det hele for at nå så meget som muligt. Et mere frugtbart fremsyn består i at kigge efter, hvad der virkelig betyder noget.
Hvilke en, to eller tre begivenheder eller opgaver over den kommende arbejdsdag giver dig mulighed for at gøre en forskel eller lære?
Reflekter en kort stund. Det kan være over en kop morgenkaffe, mens du gennemser din kalender og huskeseddel. Dernæst stil dig selv to spørgsmål om hver af disse muligheder.
Hvad er et ønskværdigt resultat?
Det er her, at du skal presse dig selv til at gøre det bedre eller på en ny måde. En tommelfingerregel er, at du skal have mellem 50 og 85 procents sandsynlighed for fuldt ud at opnå dit ønskede resultat. Denne grad af usikkerhed stimulerer udløsningen af dopamin i hjernen. Hvis du skriver dine intentioner ned, så gør det yderligere underværker for dit fokus.
Hvad er din taktik?
Du har tvunget dig selv til at være kreativ. Skriv et par noter om, hvordan du vil bære dig ad. Du skal stadig være forberedt på også at improvisere lidt.
Endelig er der et spørgsmål, som du skal stille dig selv, efter at du har været i vælten: Hvad har jeg lært? Det er en hel lille læringscyklus.
Den New York-baserede ledelsesekspert Stefan Falk og jeg har benyttet metoden med mange hundrede ledere og deres kolleger samt en del eliteatleter. Resultaterne taler for sig selv. Folk rapporterer tilbage om forbedringer i deres præstation, læring og velvære.
Det, at du gør dig rigtig umage nogle gange om dagen, sætter andre aktiviteter i perspektiv. Du får lettere ro i hovedet og maven og kan bedre nedprioritere andet, som betyder mindre.
Nicolai Tillisch er ledercoach, forfatter, foredragsholder og iværksætter