Økonomernes og politologernes æra er slut – nu skal juristerne redde os

Når samfundenes væsentligste udfordringer er at håndtere en krise, som tester demokratiet, eller at håndtere politiske bevægelser, som tester de demokratiske institutioner, ser det ud til, at økonomerne og politologerne kommer til kort. De kan ikke tale sammen, og de har ikke svarene. Nu er det dommerne og juristerne, som skal redde os.

Erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen Søren Bidstrup

Selv i Danmark lyder det, som om den eneste gode nyhed i 2020 – udover coronavaccinen – er, at præsident Trump i det mindste ikke blev genvalgt. Og dog. Balladen og de juridiske kampe siden præsidentvalget 3. november får det til at fremstå heroisk overhovedet at behandle udfaldet af præsidentvalget som en positiv nyhed.

Måske den eneste opmuntrende besked fra det amerikanske præsidentvalg er, at landets retssystem og dermed lov ord og orden kunne holde stand over for påstande om valgsvindel og politisk pression. Da den kommende præsident, Joe Biden, forleden skulle kommentere sin formelle sejr, påpegede han, at højesteret ad to omgange havde taget stilling til påstandene om valgsvindel, og at Donald Trumps anklager var blevet hørt af 80 amerikanske dommere.