42.000 unge uden job eller uddannelse og 200.000 mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, hvor skatteyderne bruger milliarder af kroner ikke bare på ydelser, men også på ressourceforløb, jobafklaring, revalidering, virksomhedspraktikker og samtale efter samtale, er en menneskelig, social og økonomisk tragedie.
Længere er den ikke. Nina Smith rejser i sin sidste rapport som formand for Reformkommissionen en samfundsdebat, vi skal have, og peger på dybe erkendte problemer, som vi skal forsøge at løse.
Derfor kan man godt forstå, at det er lidt træls for en kommission, når jeg forleden på lederplads i Berlingske stiller spørgsmålet, om det »virkelig var det«, når man ser på resultatet af to år og syv måneders arbejde. Lad os få parkeret den diskussion.
Ingen skal nedgøre det arbejde, som Reformkommissionen har gjort. Derfor må vi ændre samtalen.
Det er Nina Smith, som har formuleret sin reformretning som en fortsættelse af de store arbejdsmarkedsreformer i de foregående årtier. Derfor må hun forvente, at der rejses kritik, hvis der er beskedne effekter på arbejdsudbud og velstand, når hun vil forsøge at løse udfordringerne for de 190.000 mennesker i Danmark, som lever på kanten af arbejdsmarkedet. Den seneste rapport fra Nina Smith har et skær af at være mere Charles Dickens end Anders Fogh Rasmussen.
Det næste er, at Reformkommissionens tre rapporter kun tager fat på ét aspekt af Nina Smiths reformretning, nemlig kvaliteten af arbejdsudbuddet. Vi mangler at se Nina Smiths og andre økonomers tanker om de tre andre dele af Nina Smiths reformretning – nemlig hele styringen og indretningen af den offentlige sektor, behovet for store reformer på skatte- og pensionsområdet og endelig vilkårene for iværksætterne og de selvstændige i Danmark.
Nina Smiths nye reformspor må ikke slutte her.
Der er allerede i de første tre rapporter brugt så megen tankevirksomhed og økonomisk indsigt, at det ville være en samfundsøkonomisk skandale at lade det nye reformspor afgå ved døden. Ingen har imidlertid indtil nu sagt noget om, hvad der skal ske med reformarbejdet.
Det er egentlig åbenlyst, hvad der burde ske.
Man burde gøre, som man gjorde med arbejdet i Produktivitetskommissionen, nemlig at finde en vej til at lade det leve videre i De Økonomiske Råds arbejde med den årlige produktivitetsrappport. Og så kunne man kombinere det med indsigten fra skabelsen af Det Miljøøkonomiske Råd.
Læser man dybt i Reformkommissionens rapporter, handler de grundlæggende om at bruge de penge, som investeres, i uddannelse og i at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet med at blive klogere og bedre.
Som Nina Smith har sagt mange gange, er den nye type reformer sværere, og nogle gange kan der ikke spares penge, selvom vi gør tingene bedre. Men så gør vi det i det mindste bedre for nogle mennesker. Omvendt er vi nødt til at skelne mellem socialreformer og reformer, som har det sigte at bruge den offentlige sektors ressourcer bedre.
Tænk på den kommende reform af jobcentrene. Det kan være, at de skal nedlægges, men ikke alt, hvad de gør, kan formentlig nedlægges, fordi mennesker på kanten af arbejdsmarkedet skal have et sted at gå hen.
Der er en konstruktionsfejl i De Økonomiske Råd. Det er en besynderlig fejl.
Der findes et Økonomisk Råd med de halvårlige rapporter. Så findes der et Miljøøkonomisk Råd med en årlig rapport. Og så findes der endelig en årlig produktivitetsrapport, men uden et ledsagende råd. Hvorfor findes der ikke et produktivitetsråd, kan man spørge? Det spørgsmål kan man især stille nu, hvor Nina Smiths arbejde og hendes tanker om nye reformtyper er blevet mere konkrete.
Så løsningen er enkel.
Det er på tide at både forny og videreudvikle arbejdet med produktivitetsrapporten i et nyt format, hvor Nina Smiths reformtanker er en hjørnesten.
Det er logisk at oprette et produktivitetsråd omkring arbejdet med at øge produktiviteten i både den offentlige og den private sektor. Det giver sig selv, at Nina Smith kunne være et sådant råds første medlem, reformernes og produktivitetens første vismand eller i det mindste særlig sagkyndig. Pointen med et sådant råd er netop at skabe et råd, hvor der er væsentlig stærkere repræsentation fra den offentlige sektor i bred forstand, fordi vi har enorme uløste udfordringer med produktivitet og processer.
Produktivitetskommissionen fra 2014, som Helle Thorning-Schmidt-regeringen nedsatte, og som havde den nuværende overvismand, Carl-Johan Dalgaard, som et af sine medlemmer, arbejdede konkret med offentlig produktivitet og havde ideer om mere systematisk at benchmarke kommunerne mod hinanden.
I erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv og Dansk Industri er der stærke ønsker om få et slags produktivitetsråd som en stærk og analytisk funderet platform for at diskutere offentlig og privat produktivitet og reformer, der gør både samfundet og den offentlige sektor stærkere – herunder får bedre styr på samspillet mellem offentlig produktivitet og statsfinanserne.
De Økonomiske Råd er det naturlige sted at lægge arbejdet, fordi de har Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd foruden deres store regnemaskine og dygtige økonomer.
Der er lige nu med Reformkommissionens tre rapporter og de uforløste aspekter af Nina Smiths reformtanker en unik chance for at forny og revolutionere det arbejde, som kan læses i vismændenes produktivitetsrapport.
Og så lidt om navne. Lad os endelig kalde det et produktivitetsråd, fordi det er kernen i opgaven, men lad os for guds skyld ikke give nogen titlen »produktivitetsvismand«. Det er en sproglig blindgyde.
Lad os kalde formanden for produktivitetsrådet for »reformvismand«, ligesom vi har en miljøvismand. Det er der musik i.
Og så en erkendelse.
Jeg var selv kritisk – og for kritisk – da Nina Smith i 2016 lancerede sin reformretning. Jeg var og er kritisk over, at Nina Smith forkastede de klassiske arbejdsmarkedsreformer, afskaffelse af efterlønnen og kortere dagpengeperiode til fordel for sin nye reformretning. Jeg var ikke alene med det synspunkt, og Nina Smith bidrog med sine meldinger dengang til reformstoppet i de seneste år såvel som til at legitimere indførelsen af Arne-pensionen. Nina Smith havde og har imidlertid oplagt ret i at forny reformdebatten.
I dele af min kritik af andengenerationsreformerne var jeg altså et fjols. Det ved jeg, at Nina Smith er meget enig i. Jeg håber, at vi kan blive enige om, at hendes reformtanker ikke må dø, men bør leve videre og formaliseres i nyt produktivitetsråd og en ny reformvismand.
Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør
