Mette Frederiksen gør ansvarlig finanspolitik til en borgerlig dyd – og trækker selv i den forkerte retning

Debatten om holdbarheden i finanspolitikken er blusset op efter statsminister Mette Frederiksens interview i søndags. Danmark er godt rustet til de finanspolitiske udfordringer, som coronakrisen medfører, også selvom der igen i år vil komme store underskud på de offentlige finanser. Det kan vi sagtens håndtere. Usikkerheden om finanspolitikken ligger mere i regeringens øvrige økonomiske politik, der for første gang siden Anker Jørgensens tid trækker Danmark væk fra reformsporet. Det kan blive dyrt for både statskassen og den danske konkurrenceevne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kommer til at skulle kæmpe for sin økonomiske politik, for selvom Danmark har råd til hjælpepakker, trækker regeringens egne politiske initiativer dansk økonomi i en forkert retning. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Philip Davali

Som erantis og vintergækker er de tidlige bebudere om et kommende forår, er den opblussede diskussion om finanspolitikken et tegn på, at coronakrisens mentale åg er ved at lette.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skabte i søndags forhøjet blodtryk blandt økonomer og borgerlige politikere med sin vurdering af, at coronakrisens store regning ikke skal betales tilbage i den forstand, at det vil kræve besparelser andre steder eller skatteforhøjelser.