Mette Frederiksen forsøger at proppe debatten om finanspolitisk ansvarlighed tilbage i flasken

Debatten om finanspolitisk ansvarlighed har nu tvunget statsminister Mette Frederiksen til at sætte reformer i højsædet. Men det sker ikke, uden at erhvervslivet får en advarsel om ikke at kritisere regeringens politik. Reformerne, der skal genoprette den økonomiske skade efter Arne-pensionen, er dog fornuftige og fremadrettede, men de varsler samtidig en indgriben over for personer på overførselsindkomst og offentligt ansatte. Det skal nok skabe uro på bagsmækken.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har lovet nye reformer for at forøge arbejdsudbuddet. Det lyder rigtig godt, men det er dog meget nemmere at tale om det end at levere varen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den sved. Efter mere end en uges tavshed var statsminister Mette Frederiksen (S) nødt til at lukke en mulig flanke. Den finanspolitiske uansvarlighed, der lå lige under overfladen i det meget omtalte interview på TV 2 sidste søndag, er nu nuanceret i et interview i Børsen.

Finanspolitisk ansvarlighed er regeringens politik. Fortsat, vil Mette Frederiksen mene. Endelig, vil andre med lige så stor ret kunne mene.