Den største gåde, da regeringen fredag præsenterede sin seneste krisepakke, var ikke indholdet, men hvad Dansk Industri og Dansk Metal lavede ved pressemødet. Demonteringen af momsbomben skal nok give nye svære problemer, mens regeringens forsøger at omskrive historien om krisepolitikken under finanskrisen i sin fortælling om krisepolitikken under coronakrisen.
Find to fejl. Sådan må udfordringen lyde til alle, der så pressemødet fredag morgen, hvor den fungerende finansminister, skatteminister Morten Bødskov (V), på regeringens vegne demonterede en truende momsbombe under tusindvis af mindre og mellemstore virksomheder.
Uanset om statsminister Mette Frederiksen torsdag aften havde annonceret en yderligere nedlukning af store dele af samfundet frem til 28. februar eller ej, havde regeringen været tvunget til at demontere moms- og skattebomben. I sig selv er en likviditetsindsprøjtning på 170 milliarder kroner til erhvervslivet et magtfuldt svar på, at der skal gøres alt for at få økonomien fornuftigt gennem coronakrisen, ligesom man forsøgte under finanskrisen fra 2008-2010.
Men tilbage til de to fejl.
Hvad lavede egentlig Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen, og Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, ved pressemødet sammen med Morten Bødskov?
Argumentet kunne have været, at regeringen nu søsatte en ny trepartsaftale for at redde økonomien, men mon ikke så også eksempelvis FHs formand Lizette Risgaard havde været til stede? Og der var ingen ny trepartsaftale fredag morgen.
Man kan så sige, at det var et godt signal fra regeringen at lægge pressemødet et sted, som er et symbol på erhvervslivet. Det er DIs hovedkvarter i Industriens Hus unægtelig, og så er det jo smukt at invitere værten. Man kunne også anføre, at regeringens figenblad i forhold til DI – og dermed indirekte Dansk Metal – var, at adgangen til at låne til at betale A-skatten udvides til de store virksomheder, omend ingen kan være i tvivl om, at den store dagsorden fredag morgen var momsbomben. Hverken Dansk Metal eller DI havde fredag morgen fundet det ulejligheden værd at udsende en pressemeddelelse om udvidelsen af A-skattelåneordningen.
Spørgsmålene tårner sig op. Hvorfor satte regeringen de to organisationer, som især repræsenterer de store eksportvirksomheder, til at deltage i lanceringen af den nye hjælpepakke, og ikke Dansk Erhverv og SMVdanmark, hvor skoen især trykker. Det er kun få dage siden, at en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viste, at det især er virksomhederne inden for oplevelsesindustrien og detailhandlen, som frygter momsbomben. De er slet ikke organiseret i Dansk Industri, og deres ansatte er ikke organiseret i Dansk Metal.
Hvad mener mon Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, og SMVdanmarks direktør om invitationen, der aldrig kom?
Man skal være varsom med at spekulere i en tid, hvor samfundet og økonomien er under pres. Så kan man i stedet stille spørgsmålet, om pressemødet var en straf til Dansk Erhverv og SMVdanmark for at have været særlig kritiske over for regeringens coronahåndtering? Hvis det er tilfældet, er det dårlig stil.
Men kernen er naturligvis regeringens demontering af momsbomben. Der er sund portion fornuft i regeringens nyeste hjælpepakke. Morten Bødskov formulerede det skarpt på pressemødet, da han forklarede, at det handler om at hjælpe, hvor der er behov. Havde man eksempelvis blot igen rykket betalingsfristerne, havde det også gjaldt for sunde virksomheder, der sagtens kan betale deres moms.
Ordningen med at tilbyde rentefrit momslån sikrer, at statens dybe lommer benyttes af de virksomheder, som har et akut behov. Skatteministeren har sikkert også ret i, at bankerne generelt gerne vil låne momspengene til de fleste virksomheder i 14 dage, indtil momslånene er udbetalt. Det er ansvarligt og fornuftigt.
Men der er problemer, hvor vi mangler indsigt og data. Der er en usikkerhed om, hvordan virksomhederne konkret vil reagere. Der er helt sikkert selvstændige, som vælger at spise havregrød i et par måneder for at undgå at have momsgæld. Andre virksomheder vil måske tage momslånet, selvom de tvivler på, om de kan genopbygge deres virksomhed. Man kan sige, at de sidste virksomheder vinder ti en halv måneds betænkningstid. Skulle man være ondskabsfuld, kan man sige, at vi fremfor at tage en konkursbølge nu, spreder den ud over de næste ti måneder.
Debatten om hjælpepakkerne og yderligere hjælp til erhvervslivet dør ikke her. Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, har lige opdateret sin prognose for dansk økonomi. Nu spår han ikke én procents vækst i Danmark i 2021, men nulvækst. Der skal nok komme fart i dansk økonomi, når økonomien åbner sig, men økonomien skal kæmpe sig op af et dybere hul.
Den debat, som vil melde sig i de kommende uger, vil være, om især mindre og mellemstore virksomheder skal eftergives noget af deres skattegæld, eller om man som i Grækenland skal refinansiere skattegælden som et meget langt lån. Kernen i argument er, at virksomhedernes appetit på at starte op igen kan være alvorligt hæmmet af, at de starter med en stor skattegæld og en regning for at skulle indkøbe varer for at genstarte deres forretninger.
Men mulige straffeekspeditioner over for kritikere og konkret krisepolitik er ikke hele historien om, hvordan regeringen håndterer coronakrisen. Fortællingen om coronakrisen skal være fortællingen om, hvordan Mette Frederiksens regering gik en anden vej end VK-regeringen under finanskrisen for ti år siden.
Fredag var Dansk Metals Claus Jensen så venlig at bidrage til regeringens krisefortælling: »Det her er jo et kapløb med tiden. Vi skal sikre, at vi ikke mister en hel masse arbejdspladser her i slutspurten. Vi så under finanskrisen, at taber vi først arbejdspladser i industrien, der tjener pengene hjem til vores velfærdssamfund, så er det utroligt svært at få dem skabt igen,« sagde Claus Jensen ifølge Børsen.
Kendsgerningerne er, at den daværende VK-regering i lige så høj grad som den siddende regering førte aktiv krisepolitik i 2009-2010 og løb en betydelig statsfinansiel risiko ved at spænde en garanti på 3.000 milliarder kroner ud under finanssektoren og danskeres privatøkonomi. Fra 2011 blev finanspolitikken strammet, og den hårde sparekurs blev videreført af SR-regeringen i 2011-2015. Senest har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i et debatindlæg i Politiken skrevet historien om krisepolitikken under finans- og gældskrisen uden med et ord at nævne Socialdemokratiets medansvar for den økonomiske politik i 2011-2015.
Selvfølgelig skal Mette Frederiksens forsøge at skabe sin egen fortælling om sin indsats. Spørgsmålet er, om de borgerlige partier vil lade hendes fortælling og hendes fakta stå uimodsagt.
