Med Japan er den sidste bastion faldet – det rammer boliglån og aktieformuer

Den japanske centralbank overraskede i denne uge med et lille skridt væk fra den ultralempelige pengepolitik, der har defineret japansk økonomi siden 2013. Det har skabt bølger i de finansielle markeder – herunder for dansk realkredit. Japan udgør en ny finansiel risikofaktor, når vi ser frem mod 2023 – og det kan ikke være anderledes.

Japans centralbankchef, Haruhiko Kuroda, er en af hovedarkitekterne bag et af verdens største økonomiske eksperimenter. Nu lakker hans tid i embedet mod enden, og det gør hans politik måske også. Kyodo/Ritzau Scanpix

Det var uundgåeligt, men kom alligevel som et lyn fra en klar himmel. Hvor andre centralbanker gør en dyd ud af at forberede de finansielle markeder på ændringer i pengepolitikken, har den japanske centralbank – Bank of Japan – sin egen stil.

Man benægter, indtil man gør det. Bankens seneste træk har sendt chokbølger gennem ikke mindst obligationsmarkederne og har en direkte forbindelse til det danske realkreditmarked.