Det har været endnu et vanvittigt år på aktiemarkedet, hvor gigantiske kastevinde har sendt aktierne kraftigt ned – og op. Det globale MSCI-indeks havde ved bunden i midten af oktober tabt 27 procent fra årets begyndelse, men har efterfølgende indhentet en stor del af tabet og er nu omkring 18 procent nede for hele året.
Værre er det gået for det teknologitunge og rentefølsomme amerikanske Nasdaq-indeks, der er nede med 32 procent på trods af stigninger på det seneste. Det danske C25-indeks er en blanding af teknologiaktier og meget stabile aktier, der klarer sig godt i modvind. C25 er nede med 15 procent i år. Blandt andre Novo har haft et bragende år og har nu en markedsværdi på over 2.100 milliarder kroner, hvilket svarer til halvdelen af markedsværdien på det italienske eliteindeks med 40 selskaber.