Iværksætteren Martin Thorborg er ingen diplomat. Det vil han vist heller ikke selv påstå. Derfor skal der nok blive himlet med øjnene, når han siger sin mening i debatten om den tårnhøje dagpengesats til nyuddannede universitetskandidater, som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil skære med 30 procent.
»Jeg medgiver: Du tænkte ikke, du skulle gøre rent, da du blev historiker. Og det er da røvnederen at skulle tage det job, hvis man har læst i en million år – men sådan behandler livet en gang imellem én. Det kan ikke være samfundets problem at forsørge din røv, fordi du er for fin til at rede en seng på et hotel,« sagde Martin Thorborg forleden dag, da Berlingske bad nogle topchefer kommentere debatten om dimittendsatsen.