Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kvinde, kend dit værd

Lønforhandling kan være en svær disciplin. Der er al mulig grund til at rydde op i de mest elementære fejl. Her opfordrer Arbejdslivs faste klummeskribent Louise Stenbjerre især unge kvinder til at droppe ansvaret for den gode stemning og klart og tydeligt give udtryk for, hvad de forventer.

Lønforhandlinger og kvinder går alt for ofte dårligt hånd i hånd. Kvinder skal lære at stille krav, hvis de vil indhente løngabet til mænd. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen Fold sammen
Læs mere

For et par uger siden bragte Børsen en artikel om, at kvinder i finansbranchen tjener væsentligt mindre end deres mandlige kolleger. 19,9 procent mindre for at være præcis, og dermed tegner finanssektoren sig for det største løngab i Danmark.

Det er der ifølge artiklen flere grunde til. Forskel på ansvar, anciennitet og uddannelsesniveau. Og at det mestendels er kvinder, der vælger at arbejde på nedsat tid. Men også at noget af forklaringen på løngabet kan tilskrives den helt store varme kartoffel i disse år: køn.

Selv når der er korrigeret for de nævnte forhold, er det grotesk, at vi i Danmark i 2021 oplever så markant et løngab. Godt nok er den generelle lønforskel mellem kønnene over årene blevet mindre. Men den står stadig og blinker med alarmerende effekt: 12,9 procent i mændenes favør.

Siden jeg var i midten af 20erne, har jeg haft lederstillinger med budgetansvar. Jeg har gennemført utallige lønforhandlinger med medarbejdere, hvoraf mange var kvinder. Og mange af dem tilmed ambitiøse og blandt de bedste inden for deres felt.

»Hvorfor tager dygtige, ambitiøse kvinder lillepigen med til forhandlingsbordet? Og nærmest underbyder sig selv, inden de er kommet ind ad døren?«


Alligevel er jeg ved forhandlingsbordet gentagne gange blevet mødt med sætninger som »jeg er ikke så god til at lønforhandle« og »jeg forstår godt, hvis du ikke kan give mig mere i løn«.

Selvudslettende udsagn, der gør det nemt for mig som chef at få min vilje, når der drøftes lønforhold. Men som er decideret destruktivt for den kamp, som kvinder kæmper med den anden hånd. Det ærgrer mig, hver gang det sker. Og mere end én gang har jeg sagt: »Lad os lige starte forfra. Tænk over, hvad du siger her, og så tager vi den lige igen.«

Det slår mig hver gang: Hvorfor tager dygtige, ambitiøse kvinder lillepigen med til forhandlingsbordet? Og nærmest underbyder sig selv, inden de er kommet ind af døren? Tager ansvaret for den gode stemning og uden videre accepterer mit lønudspil, allerede inden vi er gået i gang med den rigtige forhandling?

I mit arbejde som direktør i det digitale nichemedie To The Moon, Honey, der beskæftiger sig med moderskabet, bragte vi sidste år en podcastepisode om kønnets opdragelse. Et emne, jeg forinden kun havde skænket ganske få tanker, men som jeg siden har tænkt en del over.

En af paneldeltagerne i podcasten var kønssociolog Cecilie Nørgaard, som fortalte om de mange kønsstereotyper, vi som samfund lægger ned over drenge- og pigebørn, fra de er helt små. Om hvordan forventninger og normer præger måden, vi ubevidst agerer i verden på. Lige fra pigeværelset, der males lyserødt, til det faktum, at vi er hurtige til at sige »op igen, det var nok ikke så slemt« til vores drenge, når de falder og slår sig.

»Piger hjælper markant mere til i hjemmet end drenge, men til gengæld får de færre lommepenge. En ren spejling af arbejdsmarkedet, hvor mænd tjener mere end kvinder.«


En virkelig interessant pointe var optegningen af vores hjemlige patriarkalske kultur, som sætter sig igennem ved, at maskulint bliver vurderet mere værdigt og vægtigt end feminint. Altså at vi værdisætter maskulinitet højere som egenskab – noget, som piger alt andet lige ikke har, og som derfor medfører, at de skal overperforme. Og hvordan den struktur har enorm betydning for pigers selvværd, når de vokser op, og for hvor meget man som pige føler, man skal gøre for at være god nok – og blandt andet derfor ser vi denne her tendens med 12-talspiger.

Eller som Cecilie Nørgaard i podcasten refererede fra en undersøgelse: Piger hjælper markant mere til i hjemmet end drenge, men til gengæld får de færre lommepenge. En ren spejling af arbejdsmarkedet, hvor mænd tjener mere end kvinder.

Jeg har selv en datter på snart 15 år, og når jeg ser hende og hendes veninder hænge ud, ligner de på ingen måde nogen, der ligger under for normer eller forventninger til deres køn. Men jeg er ultra opmærksom på hendes retorik om egne evner.

Vi taler om, at hun skal være klar og tydelig i sine forventninger til sine omgivelser og de ting, hun gerne vil opnå. Nedtone overdreven pligtfølelse og ansvaret for fællesskabet – også selvom det er gode egenskaber. Det er nødvendigt, at hun kender sit værd og sin plads i den verden, hun skal indtage lige om lidt.

Kvinder skal holde op med at tro, at de er til besvær, hvis de stiller krav. Kvinder er præcis lige så meget værd som mandlige medarbejdere. Det er for længst bevist, at diversitet smitter direkte af på samtlige de bundlinjer, man efterhånden stiller op i moderne virksomheder. Så rank ryggen, næste gang du er til lønsamtale.