Hvornår undgår man at blive forræder? Sådan spørger en del erhvervsfolk i disse tider. Vi kan lære en del af Besættelsen og dens dilemmaer.

I sin nye fremragende bog, »Pibende hængsler«, ser Arne Hardis tilbage på en håndfuld ledende socialdemokrater, som blev udstødt af bevægelsen efter Befrielsen. De udstødte talte blandt andet den indflydelsesrige fagforeningsmand og minister Laurits Hansen, den socialdemokratiske hofdigter Harald Bergstedt, men også den første chef for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Niels Lindberg.

De røg ud i kulden, fordi de aktivt havde arbejdet med de tyske besættere. De var for »realistiske«, dengang Europa kunne se frem til årtier med nazistisk styre. Men krigslykken vendte, Hitler blev taberen. Pludselig fik andre »realister« travlt med at udstøde de formastelige for på den måde selv at komme »på den rette side af historien«, som man siger i dag.

Parallellerne er oplagte til vor tids forsvundne Putin-fascination – undskyld, realistiske tilgang til Rusland, da det store rige i øst syntes stærkt og nationalkonservativt.

Arne Hardis tilbyder også en anden vigtig forklaring: Måske havde de formastelige i virkeligheden også været for ideologiske, læs: for socialistiske. Under Besættelsen var adskillige socialdemokratiske økonomer og fagforeningsledere blevet fascineret af den nazistiske planøkonomi.

De tog på studieture i Tyskland, skrev artikler i det nazistøttede tidsskrift Globus, spiste middage og talte indforstået med besætterne. Og de fik moralsk opbakning fra landsfaderen selv, den store Thorvald Stauning, som i en berygtet tale i Studenterforeningen i 1941 forklarede forsamlingen, at Danmark skulle finde en plads i det nye tyske Europa:

»Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, og linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele frem for den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddel af de liberalistiske samfund, der i udpræget grad bygger på egoismen.«

Staunings tale er siden blevet bortforklaret på adskillige leder og kanter. Statsministeren var gammel og opgivende, lød det. Og i øvrigt var det bare en enlig svipser, siges det. Men nej, bortforklaringerne stritter i alle retninger. Men Hardis tager dem alle under (u)kærlig behandling med underspillet humor, kapitel for kapitel, hvor han levende og engageret beretter om hver enkelt af de ulyksalige socialdemokraters skæbne. Nogle faldt for egne dumheder, andre for rivalers rænkespil. Det er let at identificere sig, også uden at være socialdemokrat.

Flirten med Nazi-Tyskland

Det store parti rummede forskellige strømninger, og for adskillige socialdemokrater var springet mellem sovjetkommunisme, tysk nazisme og socialisme ikke særlig stort. Alt sammen handlede det om et folkefællesskab, om antikapitalisme, et opgør med den økonomiske planløshed og om at rejse de undertrykte. Staunings aktive ansvar for flirten med Nazi-Tyskland er ikke til at komme udenom. Men landsfaderen havde det held, at han døde længe inden Befrielsen.

Hardis nægter at forholde sig moraliserende. Han vil forstå fortiden på dens egne præmisser. Og han konkluderer, at i hvert fald enkelte af de udstødte led en urimelig hård skæbne, især når man ser, hvor let andre slap fra deres sværmeri for tysk orden og planøkonomi. Hardis’ fremstilling fortjener ros for at udvide læserens perspektiv. Hvis man vil forstå, hvorfor Laurits Hansen, Niels Lindberg og andre havnede på den forkerte side af kridtstregen, må man lytte til deres argumenter, også når de er ubelejlige.

Visse ledende socialdemokrater klarede frisag, blandt andre Jens Otto Krag, som også sværmede for tysk planøkonomi. Han sprang fra i tide. Men straks efter krigen var Krag i gang som pennefører på socialdemokraternes økonomiske program »Fremtidens Danmark«, som rummede det ene planøkonomiske forslag efter det andet. Planøkonomi – også kendt som krigsøkonomi – virkede stadig attraktivt på politikere, der åbenbart betragtede mennesker og virksomheder som brikker, der bare kunne flyttes rundt.

Hardis fortjener ros for at vise, hvordan samarbejdet med det totalitære Nazi-Tyskland ikke alene skyldtes opportunisme og jødehad, men også havde andre – økonomiske – motiver. Historien kan måske hjælpe os til at manøvrere over på den rigtige side af kridtstregen.

Christopher Arzrouni er tidligere særlig rådgiver i Finansministeriet