Kommentar: Nu venter regeringen på, at Nina Smith opfinder dens politik – det er tyndt

Regeringens politik trækker i den forkerte retning, når det gælder om at skaffe arbejdskraft til virksomhederne. Det er nu, at regeringens Arne-reform begynder at virke. Hertil kommer, at regeringen i sit finanslovforslag glæder sig over aftalen om minimumsnormeringer i børneinstitutioner, om udsigten til flere lærere i folkeskolen, om flere hænder i ældreplejen og flere sygeplejersker.

Finansminister Nikolai Wammen (S) modtager fysisk finansloven udenfor Finansministeriet i København søndag 29. august 2021. Thomas Sjørup

Finansminister Nicolai Wammen (S) må knibe sig armen – det bør alle gøre. Hvis nogen for ni måneder siden havde sagt, at coronakrisen knap ville være til at aflæse i danskernes velstand, i statens underskud eller i ledighedstallene i august 2021, ville man være blevet mødt med en hånlatter.

Derfor kan man jo godt have lidt ondt af Wammen eller statsminister Mette Frederiksen (S), som knap får lov at nyde udsigten fra en af de nydeligeste økonomiske redegørelser i nyere tid, før alle kritiserer den for alt det, den ikke gør.