Finansminister Nicolai Wammen (S) bliver ikke til at skyde igennem, når han mandag skal præsentere sin tredje finanslov. Troværdighed og ansvarlighed er den hårde valuta i den økonomiske politik, og det bliver morderlig svært for oppositionen eller økonomiske kommentatorer at kritisere en finansminister, som leverer den strammeste finanslov siden De Konservatives Poul Schlüter i 1987.
Vi må alle sidde bundet til stolen i spænding frem til mandag over fredagens interview med finansministeren i Børsen, hvori finansministeren annoncerer, at finanseffekten bliver på mere end minus 1,4 procent og altså mere, end regeringen lagde op til for få måneder siden.
Ordet finanseffekt kan få de fleste til at løbe skrigende bort, men det dækker blot over, hvor meget statens indtægter og udgifter trækker op og ned i den økonomiske aktivitet. Det er naturligvis meget indviklet, men budskabet er enkelt nok.
Der er brug for, at den økonomiske politik bidrager til at sænke farten i dansk økonomi. Ironisk nok sker det næsten lige så hurtigt, som da VK-regeringen efter finanskrisen i 2008 også gik i gang med at stramme op. Tiden, hvor der er brug for hjælp til økonomien med hjælpepakker og kompensationsordninger, er forbi.
Er 1,4 procent af bruttonationalproduktet en finanspolitisk stramning – og altså mere end det – så meget eller lidt?
Der er tale om en hel del
Når den planlagte finanspolitiske stramning er lige så stor som under Schlüter for 34 år siden, så er der naturligvis tale om en hel del. Det kan illustreres af, at regeringen i maj mente, at finanspolitikken under coronakrisen med alle kompensationsordningerne i 2021 løftede beskæftigelsen med 85.000 personer. Og man kan med udgangspunkt i regeringens egne skøn fra maj slå fast, at finanspolitikken i 2022 vil dæmpe denne positive jobeffekt med cirka 40.0000 personer.
Wammen sidder på en måde i en rigtig god situation. Det bliver nærmest umuligt at angribe regeringens økonomiske politik for at være uansvarlig, hvis regeringen lykkes med at få en finanslov i gennem, som flugter med de seneste signaler fra finansministeren.
Men man skal læse det med småt.
Det er først mandag, at vi ved, hvor stor en nyhed finansministeren egentlig annoncerede i Børsen. Tallet minus 1,4 procent i finanseffekt har vi faktisk kendt i månedsvis. Tallet står på side 148 i økonomisk redegørelse fra maj. Hvis finansministeren mandag spiller ud med en finanseffekt på 1,5 procent i sit udkast til finanslov, så er det en beskeden nyhed, som finansministeren lancerede i Børsen.
Kommer af sig selv
Også lille fordi ophøret af kompensationsordningerne fra coronakrisen automatisk betyder, at en stor del af den finanspolitiske stramning kommer af sig selv. I regeringens egen redegørelse fra maj er 1,1 procent af den finanspolitiske stramning på 1,4 procent en gratis omgang, der vokser ud af bortfaldet af coronahjælpepakkerne.
Der er med andre ord noget på spil i finansloven for 2022, som Wammen skal have et svar på.
Beskæftigelsen er siden januar braget i vejret med 85.000 personer, herunder alene med 25.000 i juni, erhvervslivet skriger på arbejdskraft, lønningerne viser den største vækst i 12 år, og boligmarkedet er glohedt.
Advarslerne til regeringen om at stramme finanspolitikken endnu mere end planlagt lyder allerede.
»Regeringen kan desuden med fordel forberede sig på, hvordan den økonomiske politik skal dæmpe kapacitetspres yderligere, hvis der opstår mere udbredte flaskehalse,« skrev Nationalbanken i juni – og det, da Nationalbanken allerede kendte tallet 1,4 procent i negativ finanseffekt.
Mest pebernødder
Wammen annoncerede i Børsen fredag, at udvidelsen af boligjobordningen, som blev aftalt ved den seneste finanslov i december 2020, bliver droppet i 2022.
Nedskaleringen af boligjobordningen trækker i den rigtige retning i forhold til at dæmpe aktiviteten i byggeriet, men på statsfinanserne er det mest pebernødder i størrelsesordenen 340 millioner kroner, hvilket ikke gør nogen stor forskel for finanseffekten.
Det vil være generende for regeringen at møde kritik af sin finanspolitik, men det er næppe den mest akutte akilleshæl i den økonomiske politik. Man kan se finansministeren i bedste sendetid på tv pande kritikken ned med henvisning til, at regeringen fører en lige så drakonisk finanspolitik som Poul Schlüter under Kartoffelkuren. Det ligner et effektfuldt forsvar blandt vælgerne – hvis ikke blandt økonomerne.
Regeringens store akilleshæl er arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Man kan kalde det en trefrontskrig.
Rekord i antal offentligt ansatte
Den første front er, at det for nylig kom frem, at antallet af offentligt ansatte er steget til det højeste niveau nogensinde. I juni var der 861.955 offentligt ansatte. Man kan sige, at der er gode grunde til, at der kommet 35.150 flere ansatte i sundhedsvæsenet siden februar 2020, senest 20.000 vaccinatorer og podere. Men det er en åbning for oppositionen til at kritisere regeringen for at lade den offentlige sektor vokse i ly af krisen og på sigt skatterne. Den kritik kan få ekstra medvind, hvis der ikke er hænder til at lade de private virksomheder vokse.
Den næste front hænger sammen med den første. Virksomhederne skriger på arbejdskraft på et tidspunkt, hvor den offentlige sektor har støvsuget arbejdsmarkedet for mennesker til at pode og vaccinere. Mandag kommer der nye tal for erhvervstilliden fra Danmarks Statistik, herunder tal for flaskehalssituationen i byggeriet, industrien og servicesektoren. De vil næppe få advarslerne om manglen på arbejdskraft til at forsvinde. Knyttet til debatten om mangel på arbejdskraft handler det kildne spørgsmål for regeringen om udenlandsk arbejdskraft. Regeringen har ingen appetit på at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.
Den tredje front er boligmarkedet. Selvom den hidsige stigning i boligpriserne er klinget en smule af henover sommeren, er boligmarkedet stadig glohedt. Inden for de næste tre uger skal regeringen svare på, om den vil følge den klare henstilling fra Det Systemiske Risikoråd om at fjerne adgangen til afdragsfrie lån for de mest forgældede boligejere. Den store fortælling handler om, at Socialdemokratiet selv var yderst kritisk over statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han undlod at gribe ind over for et glohedt bolig- og arbejdsmarked op til finanskrisen og dermed forstærkede nedturen under finanskrisen.
»Alle os her tilbage i Danmark ville ønske, at regeringen dengang havde grebet ind og dæmpet det brændende bål. Men han hældte benzin på. Og sagde, at økonomerne skulle skrive deres lærebøger om, når de advarede om overophedning« sagde Magnus Heunicke til Jyllands-Posten i 2013.
I dag er han sundhedsminister.
Ansvarlighed i den økonomiske politik handler om mere end finanspolitikken i 2022.
