Landets virksomheder gør klogt i at tænke sig om. Vilde forslag til at trække samfundsøkonomien og virksomheder ud af krisen er på bordet, og det er forslag, som i årtier frem kan forme udviklingen i dansk erhvervsliv. På den måde er coronakrisen en skæbnestund.
Det er naturligvis at sætte sagen på spidsen at advare om Pelle Dragsted som en kommende aktionær i de danske virksomheder. Billedet holder ikke alene af den grund, at Pelle Dragsted lige nu slet ikke er valgt til Folketinget. Men det er hans synspunkter. De går ud på, at den næste generation af nødpakker skal være ledsaget af skrappe modkrav om statsligt ejerskab af virksomheder, som får hjælp.