Nederst på side 13 står det eneste, der er rigtigt vigtigt i Danmarks nye konvergensprogram. Ja, det er vigtigt, at regeringen i år forventer et underskud på 180 mia. kroner som følge af coronakrisen og de tiltag, som Folketinget har vedtaget for at modvirke krisen med deres »ikke for varmt, ikke for koldt«-scenarie med gradvis tilpasning. Det svarer til otte procent af BNP. Det kan gå endnu værre i et »hårdt« scenarie med et underskud på 197 mia. kroner.
Det er ikke håndører, men rigtige penge, der er lånt, og som skal betales tilbage over de kommende år. Men påvirker det så politikernes muligheder for at bruge penge i øvrigt?