Ledigheden vil komme til at stige i de kommende måneder, men vi laver ikke et skønmaleri, og personer på lønkompensation kan ikke betragtes som reelt ledige.
Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Hans reaktion kommer, efter at den liberale tænketank Cepos i Berlingske fredag kritiserede regeringen for at tegne et skønmaleri af, hvordan det går på det danske arbejdsmarked under coronakrisen. Cepos mener, at regeringen skal tage tallene for de ledige og lægge dem sammen med tallene for personer på lønkompensation og kalde det for reelt ledige.