Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kollektivisterne i dansk erhvervsliv gør kapitalismen syg

Den franske økonom Thomas Philippons bog »The Great Reversal« bør få kollektivister i dansk erhvervsliv til at genoverveje de senere års modebølge med at prædike »stakeholder-kapitalisme« i stedet for frie markeder og grøn omstilling baseret på støtteordninger i stedet for en generel CO2-skat.

Konkurrencen og de frie markedskræfter halter i USA. Det ses bl.a. inden for luftfartsindustrien, der er blevet mere koncentreret. Det har medført højere priser i modsætning til i EU, der har åbnet for mere konkurrrence i branchen, skriver Cepos-direktør Martin Ågerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joshua Roberts/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Martin Ågerup, direktør for Cepos

Ideen om, at frie markeder er bedst til at sikre velstand for den brede befolkning, vandt frem fra begyndelsen af 1980erne og fik for alvor momentum efter Berlinmurens fald i 1989. De senere år er det gået den modsatte vej. En del af den fornyede skepsis over for liberal markedsøkonomi skyldes, at dét land, som vi opfatter som kapitalismens højborg – USA – ser ud til at have problemer. Lønningerne for almindelige amerikanere vokser ikke så hurtigt som tidligere, og den økonomiske ulighed stiger.

Det tolker mange som et tegn på, at »den rå kapitalisme« har spillet fallit. Den franske økonom Thomas Philippon sætter med bogen »The Great Reversal« et stort fedt spørgsmålstegn ved den antagelse. Han er enig i symptomerne, men når frem til en anden diagnose. Problemet i USA er ikke for meget kapitalisme, men for lidt.

Philippon mener, at konkurrencen er blevet stækket i USA, mens Europa modsat har øget konkurrencen ved blandt andet at indføre det indre marked.

I begyndelsen af 1990erne deregulerede EU den europæiske luftfart efter amerikansk forbillede, mens USA paradoksalt nok begyndte at bevæge sig den modsatte vej. Der er i Europa opstået en række nye selskaber såsom Ryanair, EasyJet og Norwegian, der har presset priserne. I USA er der derimod sket en øget koncentration af selskaber, og billetpriserne er steget.

Eksemplet illustrerer et mere generelt billede. Blandt andet har USAs konkurrencemyndigheder tilladt for mange fusioner af store virksomheder, og amerikanske politikere har ved regulering beskyttet de store virksomheder imod konkurrence fra iværksættere.

Selv om der er undtagelser, er de fleste markeder i USA blevet mere koncentrerede. Det har været til skade for samfundet og har ført til lavere lønninger, færre investeringer, lavere vækst i produktivitet og velstand og mere ulighed. Med andre ord: De sygdomstegn, som kritikerne tilskriver kapitalismen, skyldes i virkeligheden det modsatte: For lidt konkurrence, for lidt kapitalisme.

Ikke alle økonomer køber Philippons fortælling. Blandt kritikerne er Ed Conard, som mener, at øget koncentration er et tegn på, at nogle få virksomheder er langt mere effektive end flertallet, og han påpeger, at USA de seneste år har produceret verdens mest innovative virksomheder. Philippon imødegår indvendingen ved dels at pege på, at der er mange markeder, samt at USA er velegnet til at skabe techgiganter, fordi hjemmemarkedet er gigantisk og kan erobres med kun ét sprog: Engelsk.

Philippon gør dog ret i marked for marked at undersøge, hvordan det går med konkurrencen og at påpege de negative følger af at stække den. Bogen bør få kollektivister i dansk erhvervsliv til at genoverveje de senere års modebølge med at prædike »stakeholder-kapitalisme« i stedet for frie markeder og grøn omstilling baseret på støtteordninger i stedet for en generel CO2-skat. Begge dele stækker konkurrencen til fordel for en slags karteldannelse, hvor man deler markedet imellem sig pakket ind i en selvgod fortælling om bæredygtighed og social ansvarlighed.

Fristelsen til at lobbye for beskyttelse imod konkurrence er for den enkelte virksomhed stor. Men for erhvervslivet som helhed er dét at stække konkurrencen at grave sin egen grav. Erhvervslivet forventes at levere øget produktivitet, velstand og løn for den jævne befolkning. Gør det ikke dét, får man en Trump eller dét, der er værre. Virksomheders sociale ansvar er først og fremmest at undlade at lobbye for særlige begunstigelser fra politikerne og støtte frie markeder.