Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej tak til eventyr-kapitalismen fra Davos og omegn

Klaus Schwab og resten af World Economic Forum er drejet ind på en farlig kurs. Det skal fremstå som samfundsansvar og fremsynethed, men det er snarere opportunistisk lefleri for rød-grønne strømninger.

»Klaus Schwab, stifteren af WEF, udtrykte som en from kirkefader skuffelse over den måde, kapitalismen praktiseres på,« skriver Bjørn Høi Jensen om World Economic Forums nye manifest og »stakeholder-kapitalismen«. Her ses Klaus Schwab sammen med Donald Trump. (Photo by Fabrice COFFRINI / AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRICE COFFRINI

I slutningen af januar holdt Det Verdensøkonomiske Forum (WEF) sit årsmøde i Davos. Man skulle tro, at det var et sted, hvor man fejrer kapitalismens landvindinger og diskuterer jordnære ting knyttet til markedsøkonomiens hverdag lokalt og globalt. Men nej. Rapporterne fra de schweiziske alper henledte snarere tanken på en religiøs menighed, hvor de troende er samlet til en ugelang gudstjeneste med moralprædikener.

Fokus var på tidens syndefald og gudsbespottelse, hvor en vred Greta Thunberg optrådte i rollen som en anden Jeanne d´Arc, der som bekendt allerede som teenager var overbevist om, at Gud havde talt direkte til hende med en opfordring om at redde Frankrig. Nu gælder det den ganske klode.

Klaus Schwab, stifteren af WEF, udtrykte som en from kirkefader skuffelse over den måde, kapitalismen praktiseres på. Den hændervridende Schwab fandt det syndigt, at virksomheder først og fremmest har øje for deres aktionærers interesser, altså at tjene penge og maksimere de overskud, de er blevet sat i verden for at generere på ejernes vegne. Det kaldes shareholder-kapitalisme.

»Stakeholder-kapitalismen er et begreb, der giver associationer til George Orwells nysprog i romanen 1984.«


Schwab så hellere, at virksomhederne fokuserede på sociale, miljø- og klimamæssige mål for at købe aflad for deres nødvendige, men dog en smule suspekte kommercielle mål. For at inspirere menigheden har WEF et halvt århundrede efter sin stiftelse derfor opdateret sit manifest, så det kan læses som en katekismus til de kapitalistiske syndere, der gerne vil ledes ind på dydens smalle sti på vej mod en såkaldt stakeholder-kapitalisme. Det nye manifest betoner virksomheders ansvar for det meste i verden – fra klima, økosystem og menneskerettigheder til mangfoldighed og en forpligtende indsats for en cirkulær og regenerativ økonomi. Det er nødvendigt, noterede en dansk deltager, at opfinde en helt ny form kapitalisme. Hverken mere eller mindre.

I en tid, hvor kapitalist ikke just opfattes som en eftertragtelsesværdig hæderstitel, kan WEF-manifestet ses som udtryk for et opportunistisk lefleri for de rød-grønne holdninger, der dominerer ide-debatten i den vestlige verden. Uanset om det er staffage, er der imidlertid to fundamentale problemer med den nye lære, som WEF prædiker. Begge problemer kan i sidste ende underminere den folkelige og politiske opbakning til kapitalismen.

Stakeholder-kapitalismen er et begreb, der giver associationer til George Orwells nysprog i romanen 1984, hvor krig er fred, frihed er slaveri og løgn er sandhed. Stakeholder-kapitalisme indeholder på den ene side ordet kapitalisme, men på den anden side er begrebet blevet tømt for sit oprindelige indhold.

»WEFs eventyrkapitalisme er et fatamorgana.«


Hvordan det? Kapitalisten driver forretning ved at forfølge sine egne interesser inden for retsstatens rammer. Det sker i en til tider nådesløs konkurrence, som ofte fører til det, som den østrigske økonom Joseph Schumpeter har karakteriseret som »kreativ destruktion«, og som indkapsler noget centralt ved kapitalismens dynamik. Virksomheder grundlægges, trives i en kortere eller længere periode og dør, når de ikke længere kan tilfredsstille kundernes behov.

Vi får ikke vores daglige brød, fordi bageren vil frelse os, redde verden eller sine medmennesker. Nej, det skyldes bagerens egeninteresse. Vi nyder ikke godt af hans medmenneskelighed, men af hans egenkærlighed, af hans ønske om at tjene penge.

Det er dette, der er forklaringen på kapitalismens veldokumenterede evne til at skabe vækst og velstand.

WEFs eventyrkapitalisme er et fatamorgana. Ved at foregøgle politikere og offentlighed, at der findes en altruistisk kapitalisme, som stræber efter at fremme andres ve og vel og ikke egne interesser, nærer WEF illusionen om en ren, uplettet og moralsk ophøjet kapitalisme.

Det er det første problem med WEF-manifestet.

Det andet gælder forestillingen om, at virksomhedsledere skulle være særligt kvalificeret til at bestemme, hvilke værdier et samfund baseres på. WEF plæderer således for, at virksomhedsledere arbejder sammen med politiske ledere om at levere svar på de vigtigste moralske spørgsmål og dilemmaer, som verden står over for. Den tankegang er udtryk for en betydelig arrogance og er demokratisk betænkelig.

»I stedet for at nære et utopisk drømmebillede af kapitalismen, som takket være menneskets natur aldrig vil forekomme i den virkelige verden, burde WEF forsvare kapitalismens overlegenhed.«


Politiske prioriteringer og moralske valg hænger sammen med den enkeltes værdier og overbevisning. Er »åbne grænser« for arbejdskraften vigtigere end borgernes ønsker om tryghed og sammenhængskraft i samfundet? Hvor meget er danskerne parat til at betale for, at vores lille land reducerer CO2 mere end andre lande for at vise »den rette vej«, uagtet at effekten på klimaet er ubetydelig? Hvor høje skal skatterne være på de rige og virksomhederne for, at de er »fair?« Et demokrati er bedst tjent med, at den slags beslutninger træffes på baggrund af en åben samfundsdebat og med regelmæssige valg af politikere, der på vegne af vælgerne skal træffe beslutninger og prioritere. Det skal ikke overlades til »business roundtables«.

Fortsat økonomisk fremgang og velstand forudsætter, at virksomhederne gør det, de er bedst til/sat i verden for, nemlig i en fri konkurrence og inden for retsstatens rammer at skabe overskud gennem konkurrence. De populære trends i de vestlige samfund, såsom øget genbrug, større miljøbevidsthed og længslen efter det enkle liv håndteres bedst af de virksomheder, der udvikler forretningsmodeller, som kan tilfredsstille borgernes behov. Den slags bør ikke forklædes som social aktivisme drevet af en højere moral.

I stedet for at nære et utopisk drømmebillede af kapitalismen, som takket være menneskets natur aldrig vil forekomme i den virkelige verden, burde WEF forsvare kapitalismens overlegenhed som økonomisk system i en tid, hvor den er havnet i et ideologisk stormvejr, som ikke er set værre siden sovjetkommunismens dage. Joseph Schumpeter forklarede overbevisende, hvorfor kapitalismen er den økonomiske indretning af samfundet, der producerer velstand for flest mulige mennesker, men han tvivlede alligevel på dens overlevelse. Ifølge Schumpeter var kapitalisterne politisk hjælpeløse, når det gjaldt forsvaret af egne interesser.

Her er en opgave for WEF – de øvrige spørgsmål overlades bedst til det politiske demokrati.

Bjørn Høi Jensen er direktør