Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Klimaet sejrer i mødet mellem markedsøkonomi og regulering

Fakta, historie og evidens viser os, at stort set de eneste sejre, som klimaet, biodiversiteten og naturen har haft, opnås, når regulering og markedsøkonomi går op i en højere enhed. Vi skal tilstræbe at omlægge en masse sektorer hurtigt, billigt og på mest fair og effektiv vis.

Vi må ikke lade den bedste løsning – den globale – stå i vejen for den gode – den mere lokale i klimakampen, skriver August Lund. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

»It is difficult to get a man to understand something, when his salary depends on his not understanding it.«

Sådan skrev den amerikanske forfatter og aktivist Upton Sinclair i sin bog »The Jungle« i 1906. Her gik Sinclair til angreb på de uhygiejniske forhold i datidens kødpakningsindustri og på udnyttelsen af migrantarbejdere. Selv om kødpakningsindustrien i dag muligvis er mindre uhygiejnisk end dengang, er den her over et århundrede senere dog ikke mindre problematisk. Det gælder især set i lyset af det 21. århundredes største problem: klima- og biodiversitetskrisen.

Om vi taler om den fossile industri (olie, kul, gas), landbruget, transporten, cementindustrien eller flyindustrien, er bundlinjen direkte afhængig af status quo, og enhver ændring af det nuværende paradigme kan betyde dårligere bundlinje for virksomheder inden for industrier, der udleder store mængder drivhusgasser, selv hvis det betyder større BNP, mere velfærd og sikrere fremtid for planeten som helhed.

Derfor skal vi ikke forvente, at nogle af disse industrier »forstår« nødvendigheden af en hurtig omstilling. Tværtimod har historien vist os, at disse sektorer har modarbejdet klimaomstilling med alle midler.

Fakta, historie og evidens viser os derimod, at stort set de eneste sejre, som klimaet, biodiversiteten og naturen har haft, opnås i mødet mellem regulering og markedsøkonomi.

Ozonproblematikken blev først løst, da Montreal-protokollen blev underskrevet med det formål at stoppe udledningen af de ozonnedbrydende gasser fra freon, der især blev brugt i køleskabe og spraydåser.

Ligesom Kigali-tillægget til selvsamme protokol stadfæstede den gradvise reduktion i forbruget af de mest potente drivhusgasarter, HFCerne, hvorefter markedet hurtigt fandt alternativer.

Det måske bedste eksempel på regulering og kapitalisme er EUs CO2-kvotesystemet (ETS), som har knækket kulindustrien i EU, ligesom incitamenter til sol- og vindenergi har udviklet den vedvarende energi til i dag at være verdens billigste elektricitet. En udbygning af kvotesystemet i alle sektorer og en forhøjet CO2-kvotepris er den eneste rigtige vej ud af klimakrisen, da det er den billigste, hurtigste og mest fair løsning.

Og målet er netop, at vi skal omlægge alle sektorer hurtigt, billigt og på mest fair og effektiv vis.

En meget enkel og retfærdig tilgang til dette ville være at lægge en skat på for eksempel 1.500 kroner pr. ton CO2 inden 2030 og give de indsamlede indtægter direkte tilbage til borgerne med samme sum til hver borger. Herved tjener man pr. definition penge, det vil sige modtager mere, end man betaler, hvis man som forbruger udleder mindre end gennemsnittet.

Forurenende virksomheder betaler mest, og alle er motiveret til at reducere emissioner og gøre dette billigst muligt. Implementeret internationalt ville det også reducere uligheden og sikre, at større forurenende lande betaler deres rimelige andel.

Men da vi ikke kan regne med en global aftale, må vi begynde med Danmark, herefter EU og så videre. Vi må ikke lade den bedste løsning – den globale – stå i vejen for den gode – den mere lokale. Flere lande, herunder Sverige, har allerede en langt højere CO2-afgift end Danmark, og Danmark står i modsætning til mange andre lande godt rustet til CO2-afgifter. Det vil sige, at Danmark som helhed vil have en konkurrencefordel under et regime med høje CO2-afgifter, og det er overvejende sandsynligt, at fordelene ved at lære at operere under høje CO2-afgifter vil opveje ulemperne (lækage-effekter), som kan modvirkes gennem gradvis indfasning.

Det vil være en uvurderlig fordel for danske virksomheder hurtigt at lære at være de mest efficiente under et scenarie, som alligevel er uundgåeligt på sigt. Derved vil Danmark naturligt også udvikle de bedste løsninger til at bekæmpe klimakrisen.