Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kaare Dybvad og Karen Frøsig vil fordele os lykkelige

Hvor ville Danmark dog være et lykkeligt land, hvis samfundet blev formet efter mit hoved. Sådan tænker samfundsingeniøren, hvad enten vedkommende hedder indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) eller administrerende direktør Karen Frøsig, Sydbank.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er af statsministeren sat til at sikre sammenhængen i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaare Dybvad er træt af at vente på, at danskere og indvandrere bosætter sig blandet i skøn samdrægtighed. Karen Frøsig er træt af at vente på, at kvinderne er repræsenteret lige så højt som mændene i toppen af dansk erhvervsliv.

I både den politiske verden og i erhvervslivet hersker troen på den gode fordeling, som kan frembringes ved hjælp af politik, når man nu ikke personligt magter at gøre så meget ved sagen. Dybvad bor således eksklusivt  i andelsboligforeningen Lagkagehuset på Christianshavn.

Og Frøsigs pastorat, Sydbank, halter noget efter på kvindekvotekontoen. Den står 9-3 til mændene i bestyrelsen og 3-1 til mændene i Sydbanks direktion.

»Fordelingspolitikken er for de dovne og uambitiøse.«


Som aktionær og kunde i Sydbank kan jeg da godt undre mig over, at den administrerende direktør bruger tid på andet end at sætte »kunden først«, som bankens slogan lyder. Men det føles vel dejligt trygt at adoptere samme fordelingsretorik som regeringen.

De klareste udtryk for tidsånden og regeringens ideologiske ambitioner kom for nylig i et stort interview i Berlingske med Kaare Dybvad. Han forsøger at fremstille sig som både venstreorienteret og nationalkonservativ.

»Der er masser af begrænsninger i vores samfund på, hvor man må bo, hvor meget du skal betale i skat. Man må heller ikke gå rundt med bar røv ude på gaden,« ræsonnerede Dybvad og sammenlignede skattetræthed og personlige boligpræferencer med lysten til flippet offentlig nudisme.

Dybvad postulerede en lighed mellem det  såkaldte ungdomsoprør i 1968 og de borgerlig-liberale dagsordener i kølvandet på 1989. De havde jo »individualitet«, »normløshed« og »frigørelse« til fælles.

»De (89erne) minder mere om 68erne, end de gerne vil være ved. I Paris (ungdomsoprørets europæiske centrum, red.) stod der 'fantasien til magten' på bannerne. Det minder jo mere om Thatchers opfattelse af samfundet end om noget venstreorienteret,« vrøvlede Dybvad og fortsatte: »68erne var et internt borgerligt opgør. Børnene af borgerskabet ville være individualister. Det havde ikke noget at gøre med at være venstreorienteret.«

Måske skulle Dybvad for en stund vende tilbage til sit eget uddannelsessted, RUC, og spørge underviserne dér, om de mener, at 68erne var venstreorienterede? Vel var de så. De var særdeles socialistisk indstillede, de var bare ikke socialdemokrater.

Når Dybvad begiver sig ud i den slags retoriske svinkeærinder, er det, fordi han har brug for krykker til socialdemokraternes store projekt.

»Vores projekt er, at der skal være en samhørighed mellem de mennesker, der bor her. Uanset om man har baggrund i Mellemøsten, i Jylland eller er her fra Sjælland,« udtalte Dybvad.

Og denne samhørighed vil han sikre ved at blande folk. Ikke med direkte tvang, men ved hjælp af tilskud, regler osv.

Målet er utvivlsomt velment: at fremme fællesskabet. Midlerne er mere tvivlsomme. Akkurat som snakken om kvindekvoter. Naturligvis bør alle talenter i spil. Men hvem siger, at alle skal fordeles ens?

Det største problem ligger i Dybvads manglende forståelse for frihed. Han erklærer, at »ufrihed for nogen giver frihed til andre« og sætter lighedstegn mellem frihed og ressourcer dvs. penge, kultur, netværk osv. Og dermed bliver frihed noget, som skal omfordeles af politikere – og således tømt for selvstændig mening, fordi frihed bliver umulig uden afskaffelse af frihed.

Dybvad har fuldstændig ret i, at »velfærdsstaten som samfundsmodel kan kun hænge sammen, hvis man har en forståelse for, hvem de penge, man betaler i skat, går til«. Og det er hér, at hunden ligger begravet. Hans mål er at bevare en bestemt historisk udgave af velfærdsstaten for enhver pris. Derfor må han også være parat til at rykke rundt med borgerne. Fordi kollektivet er vigtigst. Gymnasieeleverne skal fordeles. Beboerne i byerne skal fordeles osv. Vi skal alle fordeles, fordi vi er led i en social konstruktion.

Det er forventeligt, at Dybvad forsøger sig som velfærdsstatslig ideolog. Men det er tankevækkende, at Frøsig hellere vil tale kvindekvoter end at bruge taletid på at argumentere mod regeringens seneste skatteinitiativer for den finansielle sektor, som rammer både aktionærer og kunder.

Fordelingspolitikken er for de dovne og uambitiøse. Lad politikerne have fordelingspolitikken for sig selv. Man kan ikke fordele nogen lykkeligere eller rigere for den sags skyld.