Jeg lægger mig ned – Birger Christensen tog fusen på os alle sammen

Fjerde generation i mode- og pelsdynasti Birger Christensen har som en af ganske få været i stand til at genopfinde sin forretning. Det tog jeg fejl om.

Fjerde generation i modehuset BC Collective, Jens Birger Christensen, røg alligevel ikke bag af dansen. Sammen med direktør Denise Christensen fornyede han københavnerikonet og har gjort det til en millionforretning. Dog uden fysisk butik på Strøget. Sofie Mathiassen

Kinderne brænder ubehageligt, når man – skråsikkert og overbevist om egen indsigt – uretfærdigt og fejlagtigt har dømt nogen ude og væk.

Som når man med al sin viden om erhvervs- og forretningsliv har dissekeret fjerde generation i pels- og modevirksomheden Birger Christensen og nået frem til, at forretningstalentet i familien er fortyndet i så alvorlig grad, at det tog livet af københavnerikonet, som vi har kendt det i årtier.