Indgreb på boligmarkedet giver god mening – før fartblindheden tager over

Selvom aktiviteten de seneste uger er dæmpet på det danske boligmarked, er forslaget fra Det Systemiske Risikoråd om et indgreb på boligmarkedet fornuftigt. Her er afdragsfriheden et godt redskab til at sikre en faldende gældsprofil hos boligejerne, når nu renten ikke er en begrænsende faktor for lånemulighederne. Men Nationalbanken kan også med fordel sende en klar besked til kollegaerne i Den Europæiske Centralbank om, at negative renter har alvorlige negative konsekvenser.

Det var næsten til at forudsige. Spørger man ejendomsmæglere og de banker og realkreditinstitutter, der lever af at låne ud til danske boligejere, er der slet ikke behov for et indgreb på boligmarkedet. Og skulle der have været et indgreb, så skulle det have været for et år siden.

»At begynde at tale indgreb nu, er ligesom passé. Hvis man skulle have lavet et indgreb, skulle man have gjort det for et år siden,« sagde Jan Nordmann, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden EDC, til Berlingske tidligere på ugen.