I Danmark sagsøger man ikke kritiske journalister for at få dem til at holde mund

Medier bør kunne tåle at blive kigget efter i kortene. Og hvis man føler sig urimeligt behandlet af medierne, skal man kunne klage og have rimelig mulighed for oprejsning. Men man kan ikke sætte en journalist ud af spillet ved at klage eller lægge sag an.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business. Thomas Lekfeldt

Medier skal tåle kritik. Der ligger en stor magt i at være med til at præge den offentlige samtale og sætte personer og virksomheder på forsiden. Den magt bør forvaltes med omhu, og medier, redaktører og journalister skal naturligvis stå til ansvar for fejl.

Der findes adskillige systemer til at håndtere fejl og svigt i medierne. Først og fremmest kan man skrive til den ansvarlige redaktør og få rettet artikler eller på anden måde ændret små og store fejl. Samtidig kan man klage til Pressenævnet, som kan udtale kritik. Derudover kan man også gå til domstolene og anlægge en sag, hvor den ansvarshavende chefredaktør – i Berlingskes tilfælde Tom Jensen – skal stå til ansvar over for domstolene.