Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hvordan undgår vi, at den økonomiske krise bider sig fast i 2021?

Med coronakrisen gælder det om ikke at gentage fejlene fra kølvandet på finanskrisen, hvor statsgældsfobi fik mange regeringer til at sætte foden på bremsen, da de skulle have sat den på speederen.

Coronakrisen har lagt en alvorlig dæmper på aktiviteten i Danmark og resten af verden. Derfor skal der den rigtige medicin til for at få den rask ud på den anden side. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I de økonomiske lærebøger kommer 2020 til at stå som et af de mest betydningsfulde år. 1929 står for Den Store Depression. 1973 står for oliekrisen. 2008 står for finanskrisen. 2020 kommer til at stå for coronakrisen. Allerede nu udvikles der nye statistiske metoder til at håndtere de historisk voldsomme udsving, mange økonomiske nøgletal har udvist. Både negative oliepriser, og en uge til uge-stigning på over 1.000 procent i nye arbejdsløse i USA.

Et af coronakrisens særpræg er, at den tydeligvis blev forårsaget af et udefrakommende stød til økonomien. Før de fleste andre større økonomiske kriser har der, i hvert fald i bagklogskabens klare lys, været en forudgående periode med opbygning af ubalancer. Det skabte fra begyndelsen et håb om, at selvom nedturen ville blive dyb, fordi store dele af økonomien simpelthen måtte sættes i stå af sundhedsfaglige årsager, så ville den økonomiske aktivitet hurtigt kunne springe tilbage som en fjeder.

Spørgsmålet er, om det vil ske i 2021. Kompensationsordningerne har sørget for, at mange arbejdspladser er blevet bevaret, og ikke flere virksomheder end normalt er gået konkurs. Ekspansive finanspolitiske tiltag, såsom frigivelsen af feriepengene, har desuden taget tendenserne til en mere generel efterspørgselskrise i opløbet. Men faren for en selvopfyldende negativ spiral med pessimistiske fremtidsforventninger og faldende forbrug og investeringer er ikke drevet over. Det understreges også af de problemer, dansk eksport aktuelt står i.

Fod på speederen i stedet for bremsen

Vi skal ikke gentage fejlene fra kølvandet på finanskrisen, hvor statsgældsfobi og underskudsforskrækkelse fik mange regeringer, særligt i Europa, til at sætte foden på bremsen, da de skulle have sat den på speederen. Offentlige underskud i krisetider er ansvarlig økonomisk politik. Hvis først en krise bider sig fast, kan det være svært at genskabe optimismen.

I begyndelsen af 2021 vil økonomien fortsat være direkte negativt påvirket af coronapandemien, og det forventes også, at manglen på efterspørgsel fortsat vil medføre en faktisk arbejdsløshed over det konjunkturneutrale niveau. Der er forhindringer for at øge den finanspolitiske stimulans. For det første kan det være svært at målrette stimulansen til de brancher, der er hårdest ramt. For det andet kan budgetlovens underskudsgrænser komme til at stå i vejen. I sidste ende er det dog tekniske barrierer, som der må kunne findes løsninger på, hvis det bliver nødvendigt. Der er ingen grund til budgetslovsfetichisme eller arbejdsløshedsdefaitisme.

Økonomisk forsker og debattør Jeppe Druedahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hvis vi indregner værdien af udskudt skat i danskernes pensionsformuer har den danske stat en betragtelig nettoformue. Kombineret med de lave statsgældsrenter, lav inflation og det enorme danske betalingsbalanceoverskud er der ingen fare for at sætte holdbarheden af de offentlige finanser og danske økonomis stabilitet over styr. Når den økonomiske vækstrate er større end statsgældsrenten, behøver en éngangsstigning i gælden i dag sågar ikke at føre til øgede skatter i morgen. Selv hvis både afdrag og renter på den øgede gæld betales med ny gæld, vil det ikke påvirke det langsigtede forhold mellem statsgæld og BNP, fordi vi så at sige vokser os ud af problemerne.

Vil renten stige igen?

Men vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, at statsgældsrenterne vedbliver at være så lave. Over de seneste årtier har den reale rente, altså renten korrigeret for inflation, været på en nedadgående trend. Økonomiske analyser tyder desuden på, at det afspejler et fald i det renteniveau, som er foreneligt med en konjunkturneutral situation. Der er dog ikke enighed om de bagvedliggende faktorer.

Mange har peget på et større globalt opsparingsønske, drevet af demografiske faktorer og eksemplificeret i de enorme pensionsformuer verden over. Andre har dog påpeget, at selvom afkastet på risikolette investeringer, såsom statsobligationer, er faldet, så har afkastet på kapital ikke vist samme nedadgående tendens. Dette øgede spænd mellem afkastet på statsobligationer og kapital er både blevet henført til øgede monopolindtægter, mindre risikovillighed og til institutionelle og regulative begrænsninger for mange store investorer.

Flere og flere økonomiske analytikere taler nu åbent om, at vi måske aldrig vender tilbage de historiske niveauer for den reale rente. Men så længe vi ikke er sikre på, hvilke strukturelle forhold der har ændret sig, er det rettidig omhu at planlægge efter, at de nuværende meget lave renter kan bliver en historisk parentes. Den sættes nok ikke op i 2021, men måske i løbet af 2020erne.