Hvor længe kan ATP-formand og Red Barnet-chef leve med Ekstra Bladets sexannoncer?

Hensynet til bundlinjen tester elitens samfundssind. Anderledes kan man ikke udlægge den pinagtige linedans på Rådhuspladsen, hvor pæne mennesker i Politiken-Fondens bestyrelse, herunder ATP-formand Torben M. Andersen og Red Barnet-chef Anita Bay Bundegaard, skal leve med indtjeningen fra Ekstra Bladets sexannoncer. Bestyrelsen må gøre op med mediehusets kortsigtede fokus på profit.

Torben M. Andersen, professor og formand for ATP, sidder i bestyrelsen for Politiken-Fonden og er medansvarlig for koncernens kritiserede forretningsområde – sexannoncer. Nu må han og de øvrige medlemmer af fondsbestyrelsen øve indflydelse og få nedlagt den kontroversielle aktivitet. Thomas Lekfeldt

Et radikalt byrådsmedlem på Frederiksberg har lagt frisk brænde på bålet under Ekstra Bladets kritiserede sexannoncer.

De Radikale arbejder sammen med SF på at få Frederiksberg Kommune til at droppe Nordea som bankforbindelse, fordi banken står for den del af Ekstra Bladets forretning, der har med sexannoncerne at gøre. Den forretning har Danske Bank tidligere smidt fra sig af frygt for hvidvask, kunne Berlingske afsløre sidste år. Nu lægger byrødderne pres på Nordea for at få banken til at droppe sexannonceforretningen og på JP/Politiken for at få mediehuset til at droppe annoncerne.