Danske virksomheder skriger på arbejdskraft. Berlingskes toplederpanel viste tilbage i juni, at halvdelen af virksomhederne forventer at mangle faglært arbejdskraft i løbet af det kommende år, og at 60 procent forventer at mangle højtuddannet arbejdskraft. Problemet er ikke blevet mindre i de seneste måneder i takt med, at både dansk og international økonomi er kommet op i fart.
Dette er en akut problemstilling, som kan give alvorlige skrammer i dansk økonomi både på kort og langt sigt. For at blive rigere kan man arbejde smartere – altså bruge mere teknologi – eller arbejde mere – altså flere hænder.