Coronakrisen rammer ikke alene de udsatte grupper hårdt økonomisk. Vanskelige uddannelsesforhold under nedlukningen rammer dem også på den menneskelige kapital, der er afgørende for velstand og økonomisk lighed.
Det er brandærgerligt at gå i 9. klasse og finde ud af, at man ikke behersker de fire regnearter, og så pludselig skulle færdiguddannes via Google Meet. Og det er decideret ødelæggende for uddannelsen at mangle vedholdenhed eller tiltro til egne evner, hvis man pludselig skal klare skolearbejdet hjemme ved køkkenbordet.
Covid-19 og deraf følgende økonomisk usikkerhed understreger behovet for at uddanne mennesker, der har et bredt fundament af basale kundskaber, så de er fagligt og mentalt rustede til at klare små bump på vejen og store kriser. Økonomer har viden om, hvordan vi opbygger humankapital og kan gøre en forskel i 2021 i denne henseende.
Økonomer interesserer sig for, hvordan vi bedst forvalter vores aktiver. Det være sig fysiske aktiver (f.eks. fabrikker og produktionsapparat), finansielle aktiver (f.eks. aktier og obligationer) eller menneskelige aktiver (f.eks. uddannelse og erfaring). Sidstnævnte inkluderer hele paletten af humankapital: evner, karaktertræk, kundskaber, dannelse, færdigheder, kvalifikationer, kompetencer, erfaring, formel uddannelse osv. Både det vi bærer med fra vugge til grav, og det vi tilegner os gennem livet. De menneskelige aktiver kan grupperes i faglige og ikkefaglige komponenter, og fundamentet for en svimlende formue lægges i barndommen og ungdommen, hvor vi bruger en stor del af tiden i daginstitutioner og uddannelsesinstitutioner.
Covid-19 udfordrer muligheden for at lave god undervisning og understreger samtidig behovet for at holde fast i evidensbaseret viden om, hvad der virker inden for uddannelse. En lang række forskere har undersøgt, hvordan covid-19 har påvirket uddannelse i verdens lande. Nedenstående bygger på viden fra arbejdspapirer om covid-19 fra IZA, Bonn.
Vi ved, at flere undervisningstimer er bedre end færre. Nedlukningen i foråret 2020 halverede undervisningstiden og erstattede den tabte tid med tv og gaming. Tendensen var størst for børn, der i forvejen klarede sig dårligt i skolen. Efter genåbningen af skolerne har der været ustabil lærerdækning og højt elevfravær på grund af forsigtighedshensyn ved lette covid-19-symptomer og smittefare, hvilket har fastholdt disse negative tendenser.
Vi ved, at uddannelse er mere effektiv, når »lærer-elev«-ratioen er høj og »lærer-elev«-kontakten tæt. Nedlukningen i foråret og onlineundervisningen har periodevis øget afstanden mellem elev og lærer og medført mere lærerfri undervisning.
Vi ved, at it-læringsmidler ikke nødvendigvis er en gave i uddannelsessammenhæng. Man lærer mindre ved fjernundervisning end ved fysisk undervisning.
Vi ved, at undervisning er mest effektiv, hvis eleverne involveres og engageres. De steder, hvor man har formået at lave it-baseret undervisning, som involverer eleverne og muliggør arbejde i små grupper, har tabet ved nedlukning og hjemmeskole ikke været så stort som andre steder.
Både faglige færdigheder og en lang række personlige og socioemotionelle egenskaber er vigtige for effektiv læring. Når skoler, gymnasier og universiteter lukker ned, bliver dette tydeligt for enhver. Det er videnskabeligt dokumenteret, at vedholdenhed er den personlige egenskab, som er vigtigst for at opnå gode uddannelsesmæssige præstationer. Vedholdenhed er afgørende for at kunne lære noget helt alene bag en skærm. Desuden er tiltro til egne evner udslagsgivende for at være mentalt robust, når samfundet rammes af et chok som covid-19.
Alle de nære miljøer: daginstitutionen, skolen, sociale netværk og hjemmet, er afgørende for, om vi lykkes med uddannelse, og samspillet mellem miljøerne ligeså. Når skolen fra den ene dag til den anden går fra fysisk undervisning plus nul lektier til hjemmeskole og fjernundervisning, bliver det pludselig tydeligt, hvor vigtigt samarbejdet mellem de nære miljøer er, og hvor vigtig en rolle forældre og venner spiller som medproducenter af humankapital.
Økonomiske kriser rammer i sagens natur udsatte grupper hårdest, og det må man forvente også gælder for covid-19-chokket. Det økonomiske chok må derfor forventes at ramme personer med lav uddannelse, etniske minoriteter og personer på kanten af arbejdsmarkedet – og deres børn – hårdest. Det kan derfor forstærke den økonomiske ulighed i denne og kommende generationer, og det er derfor endnu mere vigtigt, end det plejer at være, at opbygge og forvalte den menneskelige kapital, så afkastet i form af velstand og ønskværdig ressourcefordeling opnås.
