Omsider.
Danmark får for første gang siden VKR-regeringen i 1968 en flertalsregering, hvis man ser bort den korte episode med Nyrup-regeringens flertalskoalition med Radikale, Kristeligt Folkeparti og CD i 1993-1994. Det var ikke nogen særlig succes dengang i 1968, så man må krydse fingre for, at den første betydelige flertalsregering henover midten siden samlingsregeringen kan levere handlekraft til at at gøre en forskel.
Her er de fire ting i reformbutikken, som jeg især holder øje med i det regeringsgrundlag, som præsenteres onsdag. Den grove oversættelse er, at vi skal sætte forventningerne højt, men realistisk.
1. Arbejdsudbuddet
Der har i månedsvis været talt om at øge arbejdsbuddet for at skaffe endnu flere hænder til arbejdsmarkedet, men ikke mindst sikre, at der penge til at indfri de løfter, som er givet i forhold til at løfte forsvaret og sikre finansieringen af velfærden.
Der skal nok være vilde bud på, at man skal løfte arbejdsudbuddet med 50.000 eller mere. Det vil være i den høje ende. Der er brug for realistiske forventninger til, hvad regeringen kan levere af reformer, så en udvidelse af arbejdsudbuddet på 25.000-30.000 er faktisk ambitiøst.
Efter Arne-pensionen blev meldt ud, er der nu flere konkurrerende tilbagetrækningsordninger, så det vil være et stærkt signal at tage et opgør med efterlønnen mod en eventuelt styrkelse af Arne-pensionen eller seniorpensionen.
Glem ikke, at der er stadig er et nyt reformspor i Nina Smiths reformkommission. Det er reformer, som både Venstre og Moderaterne har en dyb interesse i at fremme sammen med mere klassiske arbejdsmarkedsreformer.
2. Offentlig løn
Statsministeren lovede et lønløft på tre milliarder kroner – hvilket vil sige, at det i 2030 vil koste tre milliarder af råderummet.
Statsministeren har udfordret en grundpille i den danske model blot måneder før de private overenskomstforhandlinger. Det er uklogt.
Man skal næppe tro på, at statsministeren opgiver sit tilsagn til de offentligt ansatte, men det ville være interessant, hvis det skal finansieres af en mere effektiv offentlig sektor fremfor af råderummet.
3. Krisen i den offentlige sektor
Den største udløste krise i dansk økonomi er krisen i den offentlige sektor og sundhedsvæsenet. I valgkampen talte statsministeren om en helhedsplan for velfærdssamfundet.
Måske endnu vigtigere end reformerne af arbejdsudbuddet er spørgsmålet om viljen til at ville reformere den offentlige sektor. Stort alle dele af den offentlige sektor er under massiv kritik fra de magtfulde offentlige fagforeninger på trods af pæne lønninger, udbredt deltid, betalt frokost.
Det eneste, ingen skiftende regeringer er lykkes med, er mere grundlæggende reformer af den offentlige sektor. En reform af sundhedsvæsenet ligner en bunden opgave.
Man kan ikke reformere den offentlige sektor uden en ambitiøs trepartsaftale.
4. Skatterne
Der er opbygget temmelig store forventninger til en højere grænse for topskatten, lavere bundskat, måske en lavere selskabsskat foruden rygter om både lavere generationsskifteskat såvel som lavere aktieskatter. Det lyder næsten som en ekstravagance af skattelettelser.
Det forlyder tirsdag aften, at der er en større omlægning af topskatten på vej med en ny mellem top-skat. En blomst, som er vokset i Lars Løkkes have siden 2016.
Skattelettelser skal være finansierede for at være holdbare, så næsten vigtigere end selve skattelettelserne er vejen til deres finansiering og indfasning. Processen gennem mange år har været lavere satser finansieret af bredere baser. Det er bedre end ingenting.
Skattelettelser er et helt afgørende blåt krav, men man må være ærlig at sige, at rekordlav ledighed, stigende inflation og en forestående overenskomstforhandling ikke er et miljø, hvor finanspolitikken skal slækkes her og nu, nærmest tværtimod. Faktisk vil hurtige skattelettelser med rette kunne udløse hård kritik fra Nationalbanken, vismændene og førende økonomer.
Vi skal forvente en sti med en gradvis og nænsom indfasning af finansierede skattelettelser. Forvent ingen mirakler i morgen. Hvis spørgsmålet handler om at skabe vækst, så skal man heppe på hurtige lettelser af selskabsskatten og mere gradvise lettelser af personskatten.
Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør
