Thomas Bernts powerranking: Her er alle de potentielle afløsere for Lars Rohde – i krogene nævnes statsministerens højre hånd

Her er erhvervsredaktørens ultimative liste over kandidaterne til at blive den næste kongeligt udnævnte nationalbankdirektør – og dermed både kronen og det finansielle systems vogter. Listen med 20 kandidater skulle være ret komplet.

Michael Svarer, Michael Rasmussen og Barbara Bertelsen. Skal en af dem være ny chef for Danmarks Nationalbank? Hans Christian Jacobsen/Niels Ahlmann Olesen

Spændingen stiger. Stillingsannoncen til Danmarks største finansjob er nemlig taget ned. Så efter alt at dømme er der nu indkommet alle de ansøgninger, der vil komme til jobbet som den næste nationalbankdirektør efter Lars Rohde.

Feinschmeckerne vil bide mærke i, at der er tre nationalbankdirektører i Danmarks Nationalbank, men altså kun én kongeligt udnævnt nationalbankdirektør, som er formand for tremandsdirektionen. Det er ham eller hende, vi alle sammen taler om lige nu.