Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Har du set dine ansatte i øjnene i dag?

Løft blikket: Lige nu er det vigtigere end nogensinde, at vi ser hinanden, fordi behovet hos os alle er så undertrykt. Det kræver få sekunders opmærksomhed at anerkende en kollega eller en anden på din vej – til gengæld kan det gøre en verden til forskel.

Mange sidder hele dagen klistret til computerskærmen enten på arbejdspladsen eller derhjemme i disse coronatider. Men det er vigtigt at løfte blikket egngang imellem og se sine kolleger i øjnene og ikke mindst anerkende deres indsats, fordi de er vigtige for hele organisationen. Det er især væsentligt, at chefer tager sig tid til det. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Der er en grund til, at vi er født med to ører og kun én mund. Vi skal lytte langt mere, end vi taler.

I sidste uge skrev ledelsesrådgiver Christian Ørsted på disse linjer, at man skal droppe at give gode råd til sine omgivelser. Den gode leder skal i stedet være en god lytter. Problemløsningen bør ske ved at få andre til at tænke selv, og det opnår man kun ved at opdyrke dømmekraft og kvalitet i beslutninger. Det sker, når man ikke kun befaler, men indgår i dialog. Og hvor har han ret.

Billedet af den docerende leder, der udelukkende belærer og gennemtvinger beslutninger, er håbløst forældet. Engang var organisationer drevet oppefra og ned. Ret ind og følg en ordre. Men i dag er billedet et helt andet. Her opstår de bedste ideer gerne hos dem, der har fingrene i materien, og som opdager problemerne og ikke mindst løsningerne på dem, lang tid før ledelsen bliver bekendt med dem.

Jeg tror, at man opnår langt bedre resultater, hvis man tør involvere ansatte på tværs af organisationen. Ikke kun i forhold til anciennitet, men også køn, etnicitet og baggrund. Hvis man konstant afprøver beslutninger hos ligemænd, opnår man ikke andet end bekræftelse af egne antagelser. Den ægte udfordring af en problemstilling opstår, når man sætter folk med forskellig baggrund til at kigge på den.

Interessér dig for dine ansatte

Mit store bonmot som leder har altid været at se mine ansatte. Både bogstaveligt: Vi ser hinanden i øjnene, så vi taler sammen. Men også mellem linjerne: Hvilke signaler sender de? Hvordan har de det? Hvad skal der til, for at de performer optimalt? Er det svært at afkode, så spørg – og interessér dig oprigtigt for svaret.

Det bliver lynhurtigt afkodet, hvis du kun spørger for at kunne tjekke boksen af med: »Har du husket at vise interesse for dine ansatte i dag?«

Jeg havde engang en kollega, der havde en post-it hængende på sin computerskærm, hvor der stod: »Husk at spørge, om folk har haft en god weekend.« Han ryddede ikke bordet som årets leder i min tid.

Det betyder markant mere at blive bemærket – at blive set – end man tror. Det kan være en positiv kommentar til en kollega ved kaffemaskinen om vedkommendes præsentation til et morgenmøde. En »mange tak for hjælpen, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig« til receptionisten, der igen har tænkt langt foran og bestilt den taxi, som du altid glemmer. Eller at trække en ansat til side og sige, at vedkommendes bidrag til det fælles projekt bliver positivt bemærket længere oppe i rækkerne.

Hvorfor er det vigtigt at blive set? Det er meget enkelt: Det indgyder glæde i folk. De ranker ryggen og får endnu mere gåpåmod, end de havde i forvejen. Anerkendelse er en vital del af vores menneskelige behov, og det kræver vitterligt blot sekunders opmærksomhed at gøre en forskel.

De vigtige relationer

Det er særligt vigtigt lige nu. Det fik en artikel i det amerikanske magasin The Atlantic mig forleden til at tænke på. Med udgangspunkt i den hårde nedlukning i USA beskrev artiklen, hvordan pandemien har udslettet hele genrer af relationer:

Dem, der altid træner på samme tid som en selv i træningscentret. Hende på morgentoget, der altid hilser venligt, fordi I ser hinanden hver morgen på vej til hver jeres arbejde. Kollegaen i den store virksomhed, du intet har med at gøre, men alligevel har et bånd til, fordi jeres arbejdsgiver er den samme.

Det er alle dem, vi ikke nødvendigvis betragter som venner eller bekendte, men som alligevel giver en følelse af at betyde noget. Fordi de ser os, og fordi vi spejler os i dem. Fordi vi regner med, at de er der. The Atlantic kalder dem »weak ties«. Og det er langt hen ad vejen dem, der får det hele til at føles som et samfund, man gerne vil være i.

Anerkendelse handler ikke kun om, at folk skal bemærkes for det arbejde, de udfører. Lige nu er det vigtigere end nogensinde, at vi ser hinanden, fordi behovet hos os alle er så undertrykt. Det er en fornem opgave for en chef. Og det handler ganske enkelt om at begynde i det små. Løft blikket og smil.