Halve sandheder og skimmelsvamp: Nye afsløringer er pinlige for topadvokater

Nye afsløringer piller forklaringer fra topadvokater ved det store aarhusianske advokatfirma TVC fuldstændig fra hinanden. Utallige krumspring og bortforklaringer kan ikke skjule deres stærkt problematiske og tætte samarbejde med en af finanskrisens mest berygtede ejendomsspekulanter, Kenneth Schwartz Thomsen.

Ejendomsmatadoren Kenneth Schwartz Thomsen blev kendt og berygtet under finanskrisen for at være med til at tage livet af Roskilde Bank. Hans samarbejde med en række advokater fra firmaet TVC har nu givet advokaterne alvorlige forklaringsproblemer. Jeppe Carlsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Da Berlingske i sommer kulegravede et samarbejde mellem ejendomsspekulanten Kenneth Schwartz Thomsen og en række aarhusianske topadvokater, fremhævede advokat Torben Bagge sin gule udlejningsejendom i Faxe. Han fortalte, hvordan den »i dag er fuldstændig sat i stand med ni lejemål, der bare spiller og er helt nyistandsat«.

Sådan så virkeligheden bare ikke ud, da Berlingske besluttede at teste hans ord.