Både virksomheder og borgere blev i 2021 ramt af stigende energipriser, og i skrivende stund er gasprisen steget til hidtil usete højder. Man kan ikke udpege én enkelt årsag, men fakta er, at vi i EU har gjort os dybt afhængige af russisk gas og er ved at afvikle vores egen produktion af fossile brændsler i så hastigt et tempo, at vi står tilbage uden tilstrækkelige alternativer.

Senest har den nye tyske udenrigsminister sat endnu en prop i Nord Stream 2, der ellers skulle have sikret forsyningerne af gas til navnlig Tyskland, hvor man er ved at udfase både kul og a-kraft.

Det fik gaspriserne til at stige endnu mere, og Tyskland bevæger sig med fuldt overlæg ind i en alvorlig energikrise. Den slags uro smitter af på hele energimarkedet, og derfor ser vi også rekordhøje elpriser i Danmark netop nu.

I Danmark rammes vi ikke så hårdt af prisstigningerne, for vi er vant til høje energipriser på grund af høje afgifter. Men det gør de mange andre steder i Europa, hvor varme- og elregningen fylder væsentligt mere i det samlede budget. Implikationerne kan være omfattende og få storpolitiske konsekvenser.

I Frankrig og flere andre lande tales der for eksempel om energifattigdom. Det er ikke længe siden, at udsigten til højere benzinpriser førte til omfattende protester fra de franske gule veste. Håndteres det ikke rigtigt, vil historien gentage sig. Særligt Polen og Ungarn har været meget direkte og ligefrem sagt, at EUs planer for den grønne omstilling skal sættes på pause eller helt trækkes tilbage.

Men vi har brug for den grønne omstilling, uanset hvad. Det understreges af de mange alarmerende meldinger fra IPCC, og i Europa har vi et særligt ansvar, fordi vi historisk har »brugt« meget mere CO2 pr. indbygger, end man har i udviklingslande.

Den udvikling skal vi vende, og vi skal også bruge kræfter på at udvikle teknologier, der kan afhjælpe klimaproblemet globalt. Lige nu kunne det godt se ud, som om vi står i et limbo.

På kort sigt betyder de høje gaspriser, at der nu bliver fyret mere med kul – til skade for klimaet. På længere sigt er der to modsatrettede effekter.

På den ene side gør de stigende priser på fossile brændsler vedvarende energi mere rentabel, hvilket kan drive yderligere investeringer i for eksempel sol- og vindenergi.

På den anden side vil stigende energipriser øge det politiske pres for at sætte EUs klimaambitioner i bero. Energikrisen er nemlig kommet samtidig med stigninger i prisen for at udlede CO2 i EUs kvotesystem, der på kort tid er gået fra cirka 25 euro til nu op imod 90 euro.

For de østeuropæiske lande, der endnu ikke har omstillet deres energiforsyning, gør det derfor dobbelt ondt. Og når EUs klimaplan »Fit for 55« bygger på fortsatte stigninger i kvoteprisen, ja, så stiger utilfredsheden i de lande, der ikke er særligt langt med omstillingen, og hvor vælgerne i øvrigt ikke bekymrer sig synderligt om klimaet.

Løsningen er dog ikke at sætte den grønne omstilling i bero. Den grønne energiproduktion er allerede vokset voldsomt både i Danmark og resten af EU – og på papiret også mere end reduktionen i den fossile produktion. Men når det kommer til den grønne energi – særligt sol og vind – har vi brug for en langt højere kapacitet, end der i gennemsnit er behov for.

Det skyldes, at vi ikke er herrer over, hvornår solen skinner, og vinden blæser, og at vi endnu ikke har udviklet metoder, der kan lagre energi i det omfang, vi har brug for. Bare tag et blik på oktober, hvor vi havde dage, hvor det både var overskyet og meget lidt blæsende.

Den form for uforudsigelighed skal vi være bedre til at gardere os imod. Hastigheden i den grønne omstilling betyder, at vi skal have mange bolde i luften på samme tid.

Det kan skabe grobund for, at energipriserne vil blive ved med at være volatile og dermed bidrage til yderligere social uro. Problemerne kan blive forstærket af skatter på CO2-udledninger – også uden for kvotesektorerne – som vil være nødvendige for at nå de grønne ambitioner.

For at det ikke skal tage luften ud af EUs klimaambitioner, må et flertal af de EU-lande, der tænker grønt og langsigtet, træde i karakter og hjælpe med at få »Fit for 55« vedtaget. Det vil kræve en særlig indsats at få Østeuropa med, men der er ingen vej udenom.

Om vi når i mål, vil afhænge af, om der er tilstrækkelig politisk vilje til at prioritere klimaet, når der samtidig er andre udgiftskrævende emner som sundhed og sikkerhed på agendaen i de kommende år. Politisk lederskab og internationalt samarbejde om udfordringerne er i høj grad påkrævet.

Joachim Sperling er direktør hos Axcelfuture.