Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Glæd dig over Touren, vejret og friheden – men glem ikke, at krigen stadig raser

Mens Touren går derudad, raser krigen stadig i Ukraine. Hvordan kan vi rumme det modsætningsforhold, der kan være i følelser af overstadig glæde over en touretapevinder og de følelser, der er forbundet med angsten for krig?

Det er en kontrastfuld sommer med glæde over Tour de France, solskin og frihed på den ene side og angst for krig, krise og klimaforandringer på den anden. Men det er muligt at rumme begge dele på én gang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens Touren går derudad i gule og blå farver, og Ukraines flag vajer i selvsamme nuancer, kan vi finde os selv klemte mellem følelserne af sommerbegejstring over cykling, sol og frihed versus følelserne af sorg og angst over krig, manglende gasforsyninger, klimaforandringer og sort energi. Det er dilemmafyldt at leve i en verden, hvor kontrasterne er så store, hvor vi det ene øjeblik fyldes af glæde over livet, tager et glas vin og skåler med vennerne over grillen og snakker om alt og intet, og det næste øjeblik konfronteres med missilangreb, dystre fremtidsudsigter på klimafronten, ulighed mellem kønnene i WEFs nyligt publicerede kønsbalancerapport og alskens andre ubehageligheder.

Særligt krigen i Ukraine sætter sine spor hos mange af os for tiden, da mange stadig har flygtninge boende eller ser dem flytte ind i lokalsamfundet. Til dato har omkring 26.000 Ukrainere ifølge Integrationsministeriet fået midlertidig opholdstilladelse under særloven om personer fordrevet fra Ukraine. Flygtningene visiteres ud til landets kommuner, hvor de herefter modtager lokal integrationshjælp. Omkring 30.000 har søgt om ophold under særloven, 4.000 går altså stadig og venter på svar. Knap 300 har fået afslag.

Alt dette er statistik. Billeder fra og indslag om krigen bliver dag for dag færre, selvom der stadig bombes byer, og selvom de ukrainske flygtninge, der befinder sig i vores land lige nu, hver dag konfronteres med nyt fra hjemmefronten og skal forholde sig til, om deres tilbageværende familiemedlemmer og venner er i live eller ej. Forestil jer at sidde og vente på en midlertidig opholdstilladelse – eller lige være blevet tildelt en – og den glæde, der er ved nu at befinde sig trygt i Danmark. På den ene side. Og på den anden side angsten, frygten, skylden over at være her, mens andre er derhjemme. Kan vi rumme begge dele?

Det kan vi, og det gør vi, men det er ikke let. Nogle vælger den løsning at lukke helt af. De vælger bevidst ikke længere at se nyheder, ikke at forholde sig til krigens grusomheder, og ikke at tale med venner og familie om det. Andre fortaber sig i nyhederne – der nu for mange ikke længere er nyheder, men noget der er gledet i baggrunden som »endnu en krig« – og mister evnen til at tage glæden ved andre små ting ind: Solskinnet, fuglene der pipper, det at trække vejret og »bare« være i live.

Løsningen er ikke »enten-eller«. Den ligger i at rumme begge dele. Det, at kunne forholde sig til grusomheder, med hele vores følelsesregister, at kunne sætte os i andres sted – er en vigtig menneskelig evne, der giver os mulighed for at hjælpe og handle fra et oprigtigt sted. Hvis vi lukker helt af, bliver vi kolde, kyniske og handlingslammede. Hvis vi lukker for meget ind, kan vi dog også opleve at blive handlingslammede, ude af stand til at forholde os til, hvad der vil være hjælpsomt og gavnligt i en given situation.

De blå-gule farver fra Tour de France og Ukraines flag vajer symbolsk side om side i denne kamp mellem følelser. Lad dem guide dig til at finde middelvejen mellem de kolde og kyniske og det empatiske og handlingsorienterede. Glæd dig over Touren, over vejret, over friheden og fritiden – endelig! Men glem ikke at krigen stadig raser, at mennesker stadig har brug for din og min og vores hjælp, og at du sikkert er privilegeret nok til at kunne gøre noget. Om ikke andet at give din støtte i form af et smil, der kommer direkte fra dit hjerte med ønsket om, at alle mennesker må finde fred og glæde i deres livstid. Det fortjener vi alle, gør vi ikke?

Pernille Hippe Brun, erhvervspsykolog, forfatter og iværksætter