Forståelse af erhvervslivets forhold kræver forståelse af verden

Vi lever i en verden, der er under hastig forvandling. Europa fylder mindre, mens især Asien fylder mere. Det stiller nye strategiske krav til virksomhederne, men også som samfund skal vi have indsigt i og forståelse af, hvordan verden ser ud i dag – og ikke basere os på fortidens viden. Ellers træffer vi de forkerte beslutninger.

Danske virksomheder - heriblandt legetøjskoncernen Lego - klarer sig godt i udlandet, selv om spillereglerne ofte er noget anderledes, end vi kender til herhjemme. Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark er et lille land. Men Danmark er også et lille land, der giver genlyd langt uden for landets grænser.

Jeg bliver lidt stolt, når Mærsk-containerne tårner sig op på havnen i Singapore. Eller jeg går forbi Lego-, B&O-, Pandora- og Bestseller-butikker på hovedstrøg i såvel rige som fattige lande. For ikke at tale om de mange virksomheder, der leverer renere vand, sygdomsbehandling, gode fødevarer, energioptimering og produktion af grøn energi.