I denne tid er mange arbejdsdage lange, ensomme og hårde at komme igennem. Sådan nogle dage tænker jeg på mig selv som bonden, som har en mark, der skal pløjes.

Marken kan virke uendelig. Det er hårdt arbejde at pløje den, men jeg er bonden, og hvis der skal høstes til sommer, er jeg nødt til at pløje nu. Og hvad vælger jeg så, når jeg stiller mig klar bag ploven? Går jeg fløjtende gennem dagen, eller vælger jeg at græde bag min plov?

Jeg sad ved morgenbordet med min hustru, Kristine, forleden. Jeg kom til at tænke over, at coronapandemien på en måde virker som denne uendelige mark.

Stort set alle mennesker, jeg kender, befinder sig lige nu i en markant anderledes hverdag end den, de var vant til indtil for et år siden.

Så fortvivl ikke, skæld ikke ud, men accepter, at det ikke er alt i verden, du kan ændre. Med den sindsro, der breder sig i dig – og alle de vidunderlige melodier du kommer til at lære at fløjte – bliver alle dage bag ploven en leg. Regnvejr eller solskin.

I min egen virksomhed handler stort set alle vores samtaler om det. Om hvordan vi kan hjælpe organisationer og medarbejdere med at holde modet oppe – og endnu bedre – holde humøret højt. Under coronakrisen er der ingen at skælde ud på. Ingen at give skylden. Hverken chefen, kollegerne, leverandørerne eller kunderne har ansvaret. Ikke engang fremmede nationer eller andre magter.

Så når arbejdsdagen er svær at være i, og der ikke er nogen at give skylden, vælger mange mennesker at tro, det er dem selv, der ikke slår til.

Når det samtidig er svært at få løbende feedback på de opgaver, man sidder med, og man i stedet må evaluere sig selv, bliver man sin egen nærmeste dommer. Og for de fleste er dommeren nådesløs og dømmer hårdt. Når den slags evaluering sker dagligt over et år, koster det dyrt på selvtillid og selvværd.

Accepter det og find sindsro

Hvis din arbejdsdag minder om den beskrivelse, og du synes, det er svært at finde noget at fløjte over, er der inspiration at hente hos fællesskabet Anonyme Alkoholikere og deres tale om sindsro – som de lånte fra den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr: »Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.«

Så lad os begynde med den første del. Medmindre du er direkte involveret i udvikling af vacciner, ansat i Sundhedsstyrelsen eller hedder Mette Frederiksen, tænker jeg, at pandemien er en af ting, du ikke kan ændre.

Accepter, at den er der. Alt andet, der herefter står imellem dig og en fed arbejdsdag, hører til den næste del af læresætningen: Det kan ændres, så nu er det bare at samle mod til at gå i gang. Sindsroen begynder allerede nu at melde sin ankomst, og du får overskud til at spidse læberne og fløjte, alt imens du møder din første udfordring.

Kig på den, find ud af hvor skønt det ville være, hvis den ikke længere var der. Spørg omkring dig, om nogen vil hjælpe dig med af med udfordringen, og når du har fundet hjælp, går I i gang. Stadig fløjtende. Når udfordringen er væk, fejrer I jeres succesfulde indsats.

Og herefter er det bare videre til den næste. Skridt for skridt er du i gang med at bygge dig selv og din arbejdsdag op, og din følelse af utilstrækkelighed og magtesløshed forsvinder her bag ploven.

Du og dine kollegaer kan snildt finde måder at arbejde på, som genopbygger jeres selvtillid, og jeres chef vil være meget interesseret i at hjælpe jer. Og hvad hvis du en sjælden gang imellem støder ind i udfordringer, der stadig ikke lader sig løse, selvom du og dine kollegaer samler alle ressourcer og kompetencer og gør alt, hvad I evner?

Så fortvivl ikke, skæld ikke ud, men accepter, at det ikke er alt i verden, du kan ændre. Med den sindsro, der breder sig i dig – og alle de vidunderlige melodier du kommer til at lære at fløjte – bliver alle dage bag ploven en leg. Regnvejr eller solskin.

God arbejdslyst!