Nederlagsstemningen er frosset i det ikoniske billede af statsminister Poul Schlüter (K), udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen efter folkeafstemningen 2. juni 1992 om Maastricht-traktaten
Det er sært i dag at reflektere over, at der i 1992 var blot 46.847 stemmer, som gjorde forskellen mellem et ja og og nej. Det var få stemmer, som med ét ændrede retningen i dansk EU-politik i de følgende tre årtier.
I den sjette folkeafstemning om et EU-spørgsmål siden 1992 blev det så omsider et ja til at rokke ved et af de oprindelige fire forbehold. I 2000 blev der under statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagt klart nej til at droppe forbeholdet over for den fælles mønt, og i 2015 blev det under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et nej til at justere retsforbeholdet.
Forløbet op til folkeafstemningen 1. juni 2022 bør let overbevise politikerne om, at det kræver ekstraordinære omstændigheder – denne gang en blodig krig i Europa – at tage et opgør med danskernes skepsis over at trække Danmark tættere på kernen i EU. Det gælder ikke mindst et eventuelt forsøg på at droppe kronen og indføre euroen.
Gode argumenter for forbeholdet
Der er stadig særdeles gode argumenter for at bevare forbeholdet over for den fælles mønt, viser både finanskrisen, gældskrisen og måske også den periode, som europæisk økonomi nu bevæger sig ind i med højere inflation og udsigt til markante rentestigninger fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
Uanset hvad man mener om de økonomiske argumenter for eller imod euroen, skal den grundlæggende analyse af Danmarks nuværende position i EU være på plads, før man indkalder til nye folkeafstemninger – herunder om den fælles mønt.
Krigen i Ukraine har ændret grundlaget for det danske forsvarsforbehold, men den store og afgørende ændring, som har ændret vilkårene for Danmarks position i EU, er frem for alt Brexit.
Da Danmark meldte sig ind i EF med folkeafstemningen 2. oktober 1972, var der et stærkt og dybt skæbnefællesskab mellem netop Danmark og Storbritannien. Tilbage i 1963 opgav Danmark med det samme drømmene om EF, da den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto mod britisk medlemskab.
Indtil briterne meldte sig ud med Brexit-afstemningen 23. juni 2016, var der for Danmark en europæisk stormagt uden for kernen i EU at læne sig op ad. Denne forsvandt reelt 31. januar 2020, da briterne officielt forlod EU – et jordskælv for ikke mindst Danmark.
Stærk orientering mod britiske synspunkter
Storbritannien, Sverige og Danmark var fælles om formelle eller uformelle forbehold over euroen, ligesom Danmarks stærke udenrigspolitiske orientering mod især USA og NATO indebar en stærk orientering mod britiske synspunkter i forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Ja, danskerne har en historisk og kulturelt betinget orientering mod Storbritannien, som har været i harmoni med, at Danmark med sine forbehold kunne have gavn af de integrations-, EU- og euroskeptiske briter – lige frem til Brexit.
Danmark er i dag skubbet til eller presset til en tættere orientering mod lande, som er i kernen i Europa, ikke mindst Tyskland og den såkaldte sparebande bestående af Holland, Østrig og Sverige samt Danmark.
Vi så i virkeligheden også den nye orientering mod EUs kerne, da statsministeren flankeret af Tysklands kansler, Olaf Scholz, Hollands premierminister, Mark Rutte, og Belgiens premierminister, Alexander De Croos, underskrev Esbjerg-erklæringen og dermed den fælles ambition om at udbygge Nordsøen som et center for havvind. Den eneste store nordsønation, som manglede på kajen i Esbjerg, var den britiske premierminister, Boris Johnsen. Han er ikke længere vigtig.
19 ud af EUs 27 medlemmer har i dag indført euroen, hvilket placerer os i en situation, hvor vi i gruppen af øvrige EU-lande økonomisk-politisk skal danne koalitioner med en yderst broget gruppe af lande som Bulgarien, Kroatien, Tjekket, Polen, Rumænien Ungarn og Sverige. To af de største, Polen under præsident Duda og Ungarn under præsident Orbán, bevæger sig i disse år i en retning, som kolliderer med både EUs og vores egne demokratiske værdier.
Ny folkeafstemning nu
Den politiske logik tilsiger altså, at vi tager en folkeafstemning om euroen for at få placeret Danmark som et kernemedlem i EU hellere i dag end i morgen, hvor vi kan blive en del af en stærk koalition af finanspolitiske strammere i Nordeuropa omkring Tyskland, Holland, Belgien og Østrig og Finland.
Problemet er her, at der ikke er råd til at tabe en ny folkeafstemning om euroen, som igen vil lægge spørgsmålet om den fælles mønt på is i ti eller 20 år. Så er det bedre at være et begejstret skyggemedlem forankret i fastkurspolitikken samt ansvarlig reform- og finanspolitik.
Selv i 2022 på ryggen af afstemningen om forsvarsforbeholdet vil de danske modstandere af euroen med alt for stor lethed præsentere stærke argumenter for, at det vil være ganske uforsvarligt at erstatte kronen med euroen.
Man kan blot nævne gældskrisen fra 2010 til 2012, som afslørede, at der er grundlæggende svagheder i eurokonstruktionen, men som også afslørede, at det kan være yderst betænkeligt at indføre euroen, fordi ens statsgæld fortsat er i euro, hvis man pludselig vil eller skal ud af euroen og skal genindføre sin gamle valuta.
Man kan nævne, at eurolandene overhovedet ikke har levet op til de finanspolitiske spilleregler, men i gennemsnit har en offentlig gæld på 96 procent af bruttonationalproduktet (BNP) svarende til tre gange Danmarks ØMU-gæld og tårnhøjt over traktatens gældskrav til medlemslandene på 60 procent af BNP.
Og så man kan spørge, om det vil gå smertefrit for sig, når ECBs topchef, Christine Lagarde, skal forsøge at bygge en konsensus om, at renten skal sættes markant op for at tøjle inflationen i euroområdet.
I Nordeuropa vil der blive stået hårdt på ECBs entydige mandat til at stabilisere inflationen på to procent, mens der i en række sydeuropæiske lande vil blive protesteret, når stigende renter begynder at gøre ondt i de mest gældsatte lande som Italien og Grækenland.
Det enkle budskab er klart. Der skal mindst lige så ekstraordinære og tvingende omstændigheder til at fjerne forbeholdet over for euroen, som det har krævet at udløse folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
